Hvad gør man, når man ikke er tilfreds med sit barns skole?

Hvad gør man, når man år efter år oplever, at der ikke tages hensyn?

Hvad gør man, når man end ikke kan tale med hverken skolens ledelse eller de lærere og pædagoger, der er i ens barns klasse?

Der er nok mange muligheder, men for vores vedkommende, så tog vi vores datter ud af hendes specialskole og i indeværende år underviser hende selv hjemme. 

 

Problemerne startede faktisk, da vores datter startede i skole. De havde en regel på skolen, at forældrene kun måtte være med i undervisningen de første 2 dage, herefter skulle børnene klare sig selv…

 

Vores datter var gået psykisk ned i børnehaven, og hver morgen kastede hun op, havde ondt i maven og var ganske utilpas – og med udsigt til kun, at have mulighed for at være hos vores datter i 2 dage, så måtte jeg sige fra, og meddele, at det da måtte komme an på det enkelte individ, og jeg havde bestemt ikke tænkt mig at stoppe med at være i klassen for min datter, indtil hun var kørt ordentligt ind, og til hun var tryg – og så blev jeg sendt ind på skolelederens kontor.

 

Jeg måtte jo forklare denne skoleleder, at fint der er regler, men børn er forskellige, og da jeg så sandelig ikke regnede med at blive på skolen fuld tid hele skoleåret, men stille og roligt nedtrappe min tilstedeværelse, til jeg følte, at min datter var tryg, ja så gjorde jeg det. Hvis ikke jeg var velkommen på skolen, så gik min datter det forkerte sted. Og så fik jeg lov til at hjælpe min datter i hendes tryghed, hvilket varede i små 14 dage.

 

Naiv som jeg åbenbart er og har været, så troede jeg, at min datters specialskole tog individuelle hensyn. Jeg troede, at lærere og ledelse læste og satte sig ind i min datters handicap, der er godt beskrevet, og jeg forventede faktisk, at alle omkring min datter tog hensyn… men jeg tog fejl. 

 

Klassens lærere gjorde rigtigt meget for, at min datter ikke fik det for let. De nægtede hende at bruge hendes høreværn (min datter er ekstremt lydoverfølsom som led i hendes handicap), og vendte ryggen til hende, når hun kom grædende i skole. Jeg var frustreret og fortvivlet.

 

Jeg havde tænkt, at det måske ville hjælpe, at jeg kom ind i skolebestyrelsen, men næ nej. End ikke, da jeg blev formand fik jeg gennemslagskraft som mor. Min datter fik flere og flere sygedage, simpelthen fordi hun mistrives, for hver gang jeg ringede til skolen og meldte hende syg, så blomstrede hun op og var frisk.

 

Jeg forsøgte så, at få hende flyttet til en anden specialskole i en anden kommune, men da det åbenbart kostede en mindre bondegård, at have et handicappet barn gående på en specialskole, så blev jeg nægtet dette.

Hvad pokker skulle jeg så gøre?

Min mand tog så til et møde på skolen, hvor jeg blev svinet til. Jeg var bl.a. årsag til, at en pædagog i min datters børnehave var sygemeldt grundet et psykisk nedbrudt forudsaget af mig… Ganske rigtigt var denne pædagog sygemeldt i en periode, men hun var blevet opereret i hendes albue, og da jeg senere fortalte hende historien, blev hun ganske vred, og ville vide, hvem der havde sagt den slags sludder.

 

Min mand meddelte, at hvis ikke klassen blev delt – der var efterhånden kommet 13 børn ind i klassen, så måtte vi tage sagen i egen hånd, og da skolens egne principper foreskrev, at der max måtte være 10 børn i en klasse, så kunne skolelederen ikke gøre så meget andet, end at dele klassen. 

 

Han gjorde dog intet ud af det svineri med sladder og rygter som jeg var udsat for, men det er jo en helt anden sag.

 

Det første år efter at klassen var blevet delt, og de havde fået nye lærere fik fantastisk. Der blev pludseligt taget hensyn til min datters handicap, og på et skoleår havde hun kun 5 sygedage… men hvorfor skal det da gå så godt, må skolen have tænkt, for året efter satte ledelsen en pige ind i klassen, der udover at være 2 år ældre end de andre elever, så havde hun en uheldig adfærd med ukontrollerbare lyde og epileptiske anfald. Og så gik min datter ned psykisk igen. 

 

Fra at have 5 sygedage på et år, så fik hun 33. Skolens ledelse og lærerne mente ikke, at det var denne ene piges skyld, at min datter ikke kom i skole, det var ganske enkelt min skyld, at jeg ikke sendte hende afsted… Men at sende et barn afsted med opkast, ondt i maven, hovedet og ekstremt gråd labil, det kunne og ville jeg ikke. 

 

Da denne pige med de ukontrollerbare lyde så stoppede efter 2 år, så tænkte jeg glad, at så kunne min datter nyde de sidste par år i en god og rolig klasse, men jeg burde jo have sagt mig selv, at sådan skulle det ikke komme til at gå. Skolens ledelse satte i samarbejde med klassens lærere en gruppe drenge ind, der råbte, skreg, væltede stolene og lavede så meget uro, at min datter ikke kun blev skræmt, men havde nogle ture hjemme, som gjorde mig som mor meget bekymret. 

 

Da min datter ikke fra børnehaven af havde fået skoleudsættelse, som de andre i hendes klasse havde fået, ja, så gik hun i en klasse, hvor hun var den yngste. Det betød intet for min datter, da hun fagligt var mere end godt med, og faktisk var den bedste i klassen i samtlige fag. Vi havde derfor bedt skolens ledelse og klassens lærere om, at hun fulgte med sine kammerater på i 10. klasse på en anden matrikel, men først d. 1. maj i år, blev vi indkaldt og fortalt, at sådan havde skolen altså ikke tænkt det. 

 

Vi var forundrede, vrede og i chok. 

 

Vores datter skulle være i en klasse med en anden pige, der ikke har noget sprog, og som vores datter intet har med at gøre, dertil var der en anden pige, som vores datter dog har været til fødselsdags hos, men ellers ingen relationer og så kommer de 4 drenge, som pænt sat er meget udad reagerende, og som vores datter tager kraftigt afstand fra. 

 

Dette kunne vi ikke acceptere, og da vi så bad om, at hun fulgte med sine venner, der er meget vigtige for hende i 10. klasse, så blev dette afvist. Det blev afvist fra skoleleder, skolechef, embedsmænd i kommunen og Borgmesteren. Ingen ville tage en dialog med os, selvom vi til skolechefen fremlagde vores datters syndrombeskrivelse, diverse papirer med hendes psykiske lidelser mv, og hvor der direkte står, at hun profilerer sig ved sine nære jævnaldrende relationer. Skolelederen mener, at hendes lærere i klassen er hendes jævnaldrende relationer…… Hun skulle blive i 9. klasse.

 

Derfor tog vi resolut vores datter ud af skolen og hjemmeunderviser hende nu i hjemmet. Dette har kun kunnet lade sig gøre, da min mands og mit arbejde begge har været positive overfor dette.

 

Men hvor er det trist, at vores datter ikke i det daglige er sammen med sine venner.

 

Heldigvis har vi haft støtte af min datters børnelæge, den professor, der ved mest om hendes syndrom i Danmark, hendes psykolog, som hun er blevet henvist til, VISO, LEV og DUKH. Samtlige forstår ikke, hvad der har ramt Slagelse Kommune – et elle andet er der sket, for som psykologen sagde, så ”virker det lidt som om, at der er nogle der med vold og magt vil ramme jer, og det kan de ved at gøre det svært for jeres datter”.

 

Jeg fristes til at citere en gammel lærebog fra jeg læste til pædagog ”Man gjorde et barn fortræd”. 

Log ind for at skrive kommentarer

HandicapPortal.dk

HandicapBarn.dk

HandicapForhold.dk

Ferie-Fritid

Nyhedsmail

Tilmeld vores e-mail Nyhedsbrev for at få øjeblikkelig opdatering når som helst

mod_eprivacy

EU e-Privacy Directive

This website uses cookies to manage authentication, navigation, and other functions. By using our website, you agree that we can place these types of cookies on your device.

View e-Privacy Directive Documents

You have declined cookies. This decision can be reversed.

You have allowed cookies to be placed on your computer. This decision can be reversed.