Indlæg bragt i Politiken den 26. september 2013 af Pernille Baunsgaard, og bringes her med tilladelse fra forfatteren

 

Den igangværende debat om inklusion giver fra tid til anden indblik i ”inklusions-sager”, der er så hjerteskærende, at selv den mest hærdede inklusions-fortaler, må sidde tilbage med en lille tvivl.

 

Men den tvivl dulmes oftest med ordene ”ressourcer”, ”kompetencer” og ”supervision” – sikkert ud fra en overbevisning om, at man med tilstrækkelige ressourcer og kompetent supervision kan blande olie og vand.  Og dermed er al tvivl gjort til skamme.

 

Når jeg følger debatten, føler jeg en dyb lettelse over, at min datter i dag er 16 år og færdig med folkeskolen. For jeg er ikke i tvivl; hun var blevet inkluderet – og det havde været en katastrofe. Når jeg ved det så sikkert, er det fordi, jeg har prøvet begge varianter. Og når jeg ved, at inklusion aldrig var blevet en succes, er det fordi, vores erfaringer med inklusion var med ressourcer, andre daginstitutioner kun kan drømme om. Det var med de mest kompetente pædagoger og den bedste supervision, der kan købes for penge. Men inklusionen – den udeblev.

 

Min datter hedder Siri, og hun har en medfødt hjerneskade, som følge af en hjerneblødning umiddelbart før fødslen. Hun er en stille, sød og pæn pige. Hun ligner ved første øjekast sine jævnaldrene og har altid gjort det. Men hun er hjerneskadet med diagnoserne spastisk lammelse, autisme, epilepsi og generelle indlæringsvanskeligheder som livets faste følgesvende.

 

På grund af hendes stille væsen og normale udseende har det fra institutionstiden været svært at få det rette tilbud til hende. Hun var for ”god” til specialinstitutioner og for ”dårlig” til almindelige institutioner. Derfor kom hun i en institution, der ligger imellem de to alternativer: Eksperimentalinstitutionen på Amager.

 

Eksperimentalinstitutionen beskriver sig selv på denne måde:

 

“Eksperimentalinstitutionen er en selvejende institution tilknyttet landsforeningen Frie børnehaver og fritidshjem. Institutionens navn stammer tilbage fra 1970erne, hvor institutionen fik tildelt flere ressourcer til at ”eksperimentere” med at ”blande lokale børn og børn med særlige behov”.

Halvdelen af børnene kommer gennem den almindelige pladsanvisning og den anden halvdel er centralt visiteret og er børn der har brug for særlig omsorg. Den særlige omsorg kan være hjælp til at opnå tæt kontakt med en voksen, være en positiv del af en børnegruppe, finde legekammerater, lære sine egne og andres grænser at kende.

Alle børn i institutionen har en primærpædagog og en sekundær pædagog”

 

Lad det være sagt med det samme: Jeg har aldrig oplevet så meget omsorg for min datter, som den hun fik i Eksperimentalinstitutionen.

 

Jeg var tryg og Siri var tryg. Men hun legede altid alene, og hun havde svært ved at begå sig blandt sine jævnaldrene. Hun fandt et frirum på institutionens fællesareal, hvor hun gik tur med en dukkevogn, når det blev for meget inde på stuen. Og det blev det tit. Da hun selv skulle beskrive tiden i Eksperimentalinstitutionen, var det med ordene: “Altså, jeg havde det godt, men jeg var ensom”.  En 6-årigs beskrivelse af sine fire år i en vuggestue og børnehave, der gjorde ALT for at inkludere.

 

Da skoletiden nærmede sig, opdagede jeg til min store forundring, at PPR planlagde, at Siri skulle starte i den lokale folkeskole – en skole i tre etager. På det tidspunkt kunne hun ikke gå på trapper, hun kunne ikke selv gå på toilettet, og hun havde hun absolut ingen social kontakt med sine jævnaldrene. Da jeg luftede de bekymringer for PPR, var svaret, at ”børn i den alder er søde til at hjælpe hinanden”. Jeg skal spare jer for de billeder, jeg fik på nethinden

 

PPR-konsulenten sagde forundret, at det var sjældent, at hun skulle diskutere med forældre, om deres børn skulle i den almindelige folkeskole. Som oftest var det de forældre, der fik deres børn visiteret til specialskolerne, der kæmpede imod. Hvis hun stadig er PPR-konsulent, vil hun opleve mange forældre som mig fremover. For børn som Siri er i hobetal ved at blive flyttet over i folkeskolen. Og vi forældre kender vores børns evner og begrænsninger bedre end nogen.

 

Jeg insisterede på, at Siri skulle i specialskole, og sådan blev det. Jeg er ikke imponeret over de ressourcer, der findes på specialområdet, men ikke desto mindre blev Siri hurtigt integreret og havde en god skoletid. Med nogle få nederlag, mange sejre, et roligt læringsmiljø og vigtigst af alt: en børnegruppe, hun kunne spejle sig i og langsomt udvikle givende sociale relationer. En fællesmængde på 50 børn, som hun kunne være en del af.

 

Jeg føler mig overbevist om, at det havde været en helt anden historie i folkeskolen. Siri havde ikke generet nogen. Hun havde ikke belastet de andre elever (og deres forældre) med støjende og udad-reagerende adfærd. Hun havde ikke forstyrret undervisningen. Derfor havde hun sikkert heller ikke fået tildelt mandsopdækning, som nogle af de børn, der inkluderes, får for at kunne fungere og rummes. Men hun var højst sandsynligt lige så stille gået i opløsning.

 

For skoletiden handler ikke kun om læring. Skoletiden handler også om venskab, fællesskab og kammeratskab. Voksne der, på deres arbejdsplads, holdes uden for fællesskabet i længere tid får stres og sygemeldes – og vi tøver ikke med at kalde det mobning. For børn, der oplever det samme i folkeskolen, kalder vi det nu inklusion.  

 

Den ensomme 6-årige, der forlod børnehavnen, er i dag en selvsikker 16-årig. En rolig og tryg skoletid i et fællesskab, hvor alle havde deres at kæmpe med, har rustet hende til at møde verden med tillid og tryghed.

 

Så hvad er min konklusion på inklusion?

Ikke alle børn kan inkluderes. De blinde bliver ikke seende ved at omgås seende. Man kan ikke blande olie og vand.

Ressourcer, kompetencer og supervision, gør ikke nogen forskel for børn som Siri.

 

Børn, der tvinges til ”inklusion” i en gruppe, som de aldrig får et tilhørsforhold til, er stigmatiserede og marginaliserede i hele deres skoletid. Og det er med regeringens velsignelse. Allerede nu er der tilstrækkeligt mange ulykkelige historier til en retræte fra regeringen og Christine Antorini. Jeg håber, den kommer snart.

Log ind for at skrive kommentarer

HandicapPortal.dk

HandicapBarn.dk

HandicapForhold.dk

Ferie-Fritid

Nyhedsmail

Tilmeld vores e-mail Nyhedsbrev for at få øjeblikkelig opdatering når som helst

mod_eprivacy

EU e-Privacy Directive

This website uses cookies to manage authentication, navigation, and other functions. By using our website, you agree that we can place these types of cookies on your device.

View e-Privacy Directive Documents

You have declined cookies. This decision can be reversed.

You have allowed cookies to be placed on your computer. This decision can be reversed.