Indlæg delt med "Forældregruppen til børn med handicap i København"

Efter en traumatisk skolegang (og det er en helt anden historie), holdt vores dreng endeligt op med at gå i skole i efteråret 2011. Han var da 13 år. Vi ved i dag, at han havde udviklet en stærk angst, som gjorde det umuligt for ham at være i skolen. Han magter stadig ikke at komme i skole. På grund af Københavns Kommunes sene og utilstrækkelige hjælp er problemet blevet værre.

Bispebjerg Hospital diagnosticerede ham i januar 2012 med Aspergers syndrom. Bispebjerg konkluderede således:

”Såfremt der hurtigt etableres intensiv støtte til XXX, forventes han at få et godt skoleforløb og gennemføre en uddannelse på højt niveau. Det vurderes, at han med tiden vil kunne udvikle socialt netværk med udgangspunkt i et fagligt fællesskab.

Hvis ikke de relevante støtteforanstaltninger etableres, vil der være risiko for endnu større vanskeligheder med at genoptage et skole/uddannelsesforløb med medfølgende dårlig social tilpasning. Der vil desuden være risiko for udvikling af egentlig psykiatrisk lidelse (depression eller social fobi).”

Så Bispebjerg stillede sagen klokkeklart op: Sæt ordentligt ind nu, og det vil sandsynligvis gå godt, ellers vil der være risiko for, at det går galt. Ordene ”hurtig” og ”intensiv” er også vigtige. Mere pres har Bispebjerg svært ved at lægge på en kommune. 

Desværre gjorde Københavns Kommune alt for lidt, det tog hæsligt lang tid, og nu, 15 måneder senere, er vi endt præcis i det, som Bispebjerg advarede imod. 

Bispebjerg pegede på følgende støttebehov:

1. Undervisningstilbud, hvor man til dels kan tilpasse undervisningen individuelt i forhold til XXX særlige forudsætninger og interesser, og hvor han kan få social støtte med indsigt i hans særlige form for tænkning og med kendskab til pædagogik i forhold til børn med Aspergers syndrom.

2. XXX har i fritiden behov for konsulentbistand med ekspertise i forhold til kognitiv adfærdsterapi for børn med Aspergers syndrom. ... Det er indtrykket, at en sådan støtte vil være en nødvendig forudsætning for at hjælpe XXX til at starte i skole igen.  

3. Forældrene har brug for kurser og konsulentbistand i forhold til at erhverve sig viden om Aspergers syndrom mhp. at støtte XXX optimalt.

Det var januar 2012.

De første måneder gik med, at Københavns Kommune tilbød et golfkursus hos noget, der hedder Backspin. Det var helt i skoven i forhold til vores dreng, han var decideret ikke i målgruppen (for nu at gøre en lang historie kort). I samråd med Bispebjerg sagde vi nej tak, idet vi vurderede, at tilbuddet ville være potentielt skadeligt og i bedste fald spild af kostbar tid.

I forhold til Bispebjergs anbefalinger gik det således.

1. Socialforvaltningen gav ingen støtte til undervisningstilbud. 

XXX kom på dagbehandlingsskole i september 2012, men da var det for sent, og det lykkedes ikke at komme rigtig i gang på denne skole. Han har været udelukkende hjemme siden januar 2013. Han har nu været ude af skole i mere end halvandet år. Modsat almindelige folkeskoler, er dagbehandlingsskoler ikke tvunget til at stille med nødundervisning.

2. Konsulentbistand i fritiden ville Københavns Kommune ikke betale.

Vi fandt selv en psykolog, som vi stadig selv betaler. Kommunen har efterfølgende (oktober 2012) anerkendt behovet for psykologstøtte, men vil kun tilbyde en af kommunens egne psykologer, som XXX selv skulle kunne komme hen til. Vi har sagt nej. Primært fordi for det vil være uforsvarligt at afbryde det igangværende forløb, men også fordi vi ikke kan se, hvordan vi overhovedet skulle motivere og få XXX hen til psykologen. (Man kan jo ikke bare kaste en autist fra psykolog til psykolog, hvad havde de tænkt sig! Og han magter jo ikke engang at komme i skole.). Vi fastholder, at kommunen bør betale for psykologen og har en klagesag liggende i ankenævnet - den hører vi fra om et års tid.

3. Kurser og konsulentbistand til forældrene blev til 5 timers vejledning.

Da det blev klart, at Københavns Kommune havde tabt det hele på gulvet, fik vi yderligere 10 timer. Vi har for få dage siden fået besked om, at kommunen nu vil bevilge en støtte/kontaktperson. Det tog tre måneder fra vi sidst slog alarm overfor kommunen i januar 2013 og sagde, at nu var den gal. Der kan sagtens gå yderligere en måned, før støtten er i gang, altså i alt fire måneder fra det tidspunkt, hvor vi fortalte, at vi havde akut brug for yderligere støtte.

Det er sagen i hovedtræk. Herunder er der et stort kaos af underretninger, ansøgninger og afslag, breve, udredninger (den anden er i gang p.t.). Der er produceret rigtig meget papir og rigtig meget stress. Måske man kan forestille sig, hvilket pres en familie som vores er under. Vi knokler som gale for at hjælpe vores dreng, indtil nu har vi været stort set alene om det. Samtidig har vi to andre børn og jobs, der skal passes. Vi har brugt rigtig mange penge på at skaffe den nødvendige hjælp, men der er selvfølgelig grænser for, hvad vi kan klare. Som så mange andre familier i vores situation har vi lært, at vi selv skal koordinere og styre processen så vidt muligt, og at vi selv er nødt til at have det faglige overblik: der er ingen andre, der gør det.

Det er en voldsom stressbelastning at være prisgivet et system, hvor faglige og menneskelige hensyn spiller så lille en rolle. Det er en skændsel, hvordan Københavns Kommune behandler de mest udsatte.

Log ind for at skrive kommentarer

HandicapPortal.dk

HandicapBarn.dk

HandicapForhold.dk

Ferie-Fritid

Nyhedsmail

Tilmeld vores e-mail Nyhedsbrev for at få øjeblikkelig opdatering når som helst

mod_eprivacy

EU e-Privacy Directive

This website uses cookies to manage authentication, navigation, and other functions. By using our website, you agree that we can place these types of cookies on your device.

View e-Privacy Directive Documents

You have declined cookies. This decision can be reversed.

You have allowed cookies to be placed on your computer. This decision can be reversed.