Eftersøgning!

Arbejdet med inklusion er på dagsordenen og skolerne efterspørger kompetenceudvikling. Mange børn med ADHD og lignende vanskeligheder, har det svært i skolen. Det giver store udfordringer for lærere og pædagoger i skolen at tilgodese både denne gruppe børn samtidig med alle andre børn.

ADHD-foreningen søger 4 projektskoler i en eller flere kommuner, som oplever et behov for mere viden og flere redskaber i deres indskolinger. Det er centralt for samarbejdet at der på kommunalt niveau er interesse for at forankre projektet. Drop mig en mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. hvis du vil høre mere, fortæller direktøren for ADHD-foreningen Camilla Louise Lydiksen

Kender du en skole, som kunne tænkes med i dette projekt, så kontakt direktøren for yderligere oplysninger.

Udgivet i ADHD

I denne tid tales meget om inklussion af svage elever - rettere sagt af børn med specielle behov, hvor de skal inkluderes i den almindelige folkeskolen.

Det er godt nok inklussionen lykkedes, men det kan også give voldsomme problemer, når den ikke gør og det er der talrige eksempler på. 

I denne uge har der så siddet en pædagogisk professor i TV og anført, at han er stolt af at der kun er 3 medarbejdere under ham, som har en pædagogisk baggrund. Resten af medarbejdergruppen er økonomer og statistikere! I interviewet fremgik det, at han mener at disse økonomer har mere indsigt i hvad man kan pædagogisk end de der er uddannet indenfor denne fagområde. 

Det bør derfor politisk ses på området endnu engang om det man har gang i med inklussionen er det rigtige eller man skal trække i nødbremsen og se på de resultater med mange nedslående tilfælde, der allerede har været med den måde man ønsker politisk at inkludere personer med specielle behov på idag. Mon ikke også man skulle tage og kikke på om det er den rette pædagogisk professor man har ansat, som burde det med pædagogikken lidt mere seriøst og ikke kun kikker på økonomien. 

Danmark er med den måde inklussionen foregår ved at begå måske århundredes største handi HATECRIME ved at tvinge mange personer med specielle behov ind i k(l)asser som ikke har disse behov! Mange vil bukke under på sigt og det bliver en økonomisk bombe under den Danske økonomi - og desværre alt for mange børn - og ikke mindst alle deres nære pårørende som forældre og søskende - det går ud over blot fordi det skal være en skjult spareøvelse politisk!

undefined

Udgivet i Redaktørens blog

Fredag eftermiddag dukkede en mail op på redaktionen fra en mor, som ønsker at komme i kontakt med nogle handicappede familier/børn med henblik på at give min 4-årige søn indsigt i hvad det vil sige at være barn og handicappet.

 

Mette, som skrev mailen, bor i Kolding-området, har haft nogle oplevelser i år, som har sat nogle tanker igang, om hvor vigtigt det er for familien, at sønnen kan få nogle venskaber med et eller flere børn med et handicap. 

 

Moderen skrev også "At de (børn med specielle behov, red.) er ligeså normale mennesker som alle os andre selvom de har et handicap de skal leve med.", og håber at der findes nogle familier med handicappede børn i Kolding og omegn, som er villige til at indgå i nye venskaber.

 

Denne måde for inklussion er rigtigt flot, og det er desværre sjælden at man ser at familier, som ikke har børn med specielle behov ønsker direkte at inkludere andre familiers børn med specielle behov i deres børns venskabskreds. Det er også den god måde at foretage inklussionen på, hvor den ikke bliver trukket ned over andre, som ikke er parate til at inkludere både med og uden specielle behov.

 

Vi kan kun fra redaktionen opfordre andre familier til at gøre det samme - vi vil gerne stå for et formidlingsarbejde, hvis folk ønsker dette. Folk er velkommen til at kontakte os på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Udgivet i Dagens historie
Fredag, 27 september 2013 17:29

Ikke alle børn kan inkluderes

Indlæg bragt i Politiken den 26. september 2013 af Pernille Baunsgaard, og bringes her med tilladelse fra forfatteren

 

Den igangværende debat om inklusion giver fra tid til anden indblik i ”inklusions-sager”, der er så hjerteskærende, at selv den mest hærdede inklusions-fortaler, må sidde tilbage med en lille tvivl.

 

Men den tvivl dulmes oftest med ordene ”ressourcer”, ”kompetencer” og ”supervision” – sikkert ud fra en overbevisning om, at man med tilstrækkelige ressourcer og kompetent supervision kan blande olie og vand.  Og dermed er al tvivl gjort til skamme.

 

Når jeg følger debatten, føler jeg en dyb lettelse over, at min datter i dag er 16 år og færdig med folkeskolen. For jeg er ikke i tvivl; hun var blevet inkluderet – og det havde været en katastrofe. Når jeg ved det så sikkert, er det fordi, jeg har prøvet begge varianter. Og når jeg ved, at inklusion aldrig var blevet en succes, er det fordi, vores erfaringer med inklusion var med ressourcer, andre daginstitutioner kun kan drømme om. Det var med de mest kompetente pædagoger og den bedste supervision, der kan købes for penge. Men inklusionen – den udeblev.

 

Min datter hedder Siri, og hun har en medfødt hjerneskade, som følge af en hjerneblødning umiddelbart før fødslen. Hun er en stille, sød og pæn pige. Hun ligner ved første øjekast sine jævnaldrene og har altid gjort det. Men hun er hjerneskadet med diagnoserne spastisk lammelse, autisme, epilepsi og generelle indlæringsvanskeligheder som livets faste følgesvende.

 

På grund af hendes stille væsen og normale udseende har det fra institutionstiden været svært at få det rette tilbud til hende. Hun var for ”god” til specialinstitutioner og for ”dårlig” til almindelige institutioner. Derfor kom hun i en institution, der ligger imellem de to alternativer: Eksperimentalinstitutionen på Amager.

 

Eksperimentalinstitutionen beskriver sig selv på denne måde:

 

“Eksperimentalinstitutionen er en selvejende institution tilknyttet landsforeningen Frie børnehaver og fritidshjem. Institutionens navn stammer tilbage fra 1970erne, hvor institutionen fik tildelt flere ressourcer til at ”eksperimentere” med at ”blande lokale børn og børn med særlige behov”.

Halvdelen af børnene kommer gennem den almindelige pladsanvisning og den anden halvdel er centralt visiteret og er børn der har brug for særlig omsorg. Den særlige omsorg kan være hjælp til at opnå tæt kontakt med en voksen, være en positiv del af en børnegruppe, finde legekammerater, lære sine egne og andres grænser at kende.

Alle børn i institutionen har en primærpædagog og en sekundær pædagog”

 

Lad det være sagt med det samme: Jeg har aldrig oplevet så meget omsorg for min datter, som den hun fik i Eksperimentalinstitutionen.

 

Jeg var tryg og Siri var tryg. Men hun legede altid alene, og hun havde svært ved at begå sig blandt sine jævnaldrene. Hun fandt et frirum på institutionens fællesareal, hvor hun gik tur med en dukkevogn, når det blev for meget inde på stuen. Og det blev det tit. Da hun selv skulle beskrive tiden i Eksperimentalinstitutionen, var det med ordene: “Altså, jeg havde det godt, men jeg var ensom”.  En 6-årigs beskrivelse af sine fire år i en vuggestue og børnehave, der gjorde ALT for at inkludere.

 

Da skoletiden nærmede sig, opdagede jeg til min store forundring, at PPR planlagde, at Siri skulle starte i den lokale folkeskole – en skole i tre etager. På det tidspunkt kunne hun ikke gå på trapper, hun kunne ikke selv gå på toilettet, og hun havde hun absolut ingen social kontakt med sine jævnaldrene. Da jeg luftede de bekymringer for PPR, var svaret, at ”børn i den alder er søde til at hjælpe hinanden”. Jeg skal spare jer for de billeder, jeg fik på nethinden

 

PPR-konsulenten sagde forundret, at det var sjældent, at hun skulle diskutere med forældre, om deres børn skulle i den almindelige folkeskole. Som oftest var det de forældre, der fik deres børn visiteret til specialskolerne, der kæmpede imod. Hvis hun stadig er PPR-konsulent, vil hun opleve mange forældre som mig fremover. For børn som Siri er i hobetal ved at blive flyttet over i folkeskolen. Og vi forældre kender vores børns evner og begrænsninger bedre end nogen.

 

Jeg insisterede på, at Siri skulle i specialskole, og sådan blev det. Jeg er ikke imponeret over de ressourcer, der findes på specialområdet, men ikke desto mindre blev Siri hurtigt integreret og havde en god skoletid. Med nogle få nederlag, mange sejre, et roligt læringsmiljø og vigtigst af alt: en børnegruppe, hun kunne spejle sig i og langsomt udvikle givende sociale relationer. En fællesmængde på 50 børn, som hun kunne være en del af.

 

Jeg føler mig overbevist om, at det havde været en helt anden historie i folkeskolen. Siri havde ikke generet nogen. Hun havde ikke belastet de andre elever (og deres forældre) med støjende og udad-reagerende adfærd. Hun havde ikke forstyrret undervisningen. Derfor havde hun sikkert heller ikke fået tildelt mandsopdækning, som nogle af de børn, der inkluderes, får for at kunne fungere og rummes. Men hun var højst sandsynligt lige så stille gået i opløsning.

 

For skoletiden handler ikke kun om læring. Skoletiden handler også om venskab, fællesskab og kammeratskab. Voksne der, på deres arbejdsplads, holdes uden for fællesskabet i længere tid får stres og sygemeldes – og vi tøver ikke med at kalde det mobning. For børn, der oplever det samme i folkeskolen, kalder vi det nu inklusion.  

 

Den ensomme 6-årige, der forlod børnehavnen, er i dag en selvsikker 16-årig. En rolig og tryg skoletid i et fællesskab, hvor alle havde deres at kæmpe med, har rustet hende til at møde verden med tillid og tryghed.

 

Så hvad er min konklusion på inklusion?

Ikke alle børn kan inkluderes. De blinde bliver ikke seende ved at omgås seende. Man kan ikke blande olie og vand.

Ressourcer, kompetencer og supervision, gør ikke nogen forskel for børn som Siri.

 

Børn, der tvinges til ”inklusion” i en gruppe, som de aldrig får et tilhørsforhold til, er stigmatiserede og marginaliserede i hele deres skoletid. Og det er med regeringens velsignelse. Allerede nu er der tilstrækkeligt mange ulykkelige historier til en retræte fra regeringen og Christine Antorini. Jeg håber, den kommer snart.

Udgivet i Brugeroplevelser

Ny forskning: Sådan kan vi hjælpe børn med særlige behov

Ny forskningsrapport fra Roskilde Universitet viser, hvordan man kan sikre bedre inklusion af børn med ADHD og autisme ved at styrke samarbejdet mellem folkeskoler og specialskoler

 

Børn med funktionsnedsættelser kan få et bedre livsforløb, lære mere og opnå større sociale kompetencer, hvis SFO´ens pædagoger og folkeskolens lærere bliver bedre til at samarbejde med specialskolernes lærere, special- og socialpædagoger.

 

Det konkluderer forskere fra RUC i ny rapport, som er resultatet af projektet ’Sundhedsfremmende Pædagogik i Hverdagskulturen.’

 

Inklusionsdiskussionen skabte oprindeligt en forestilling om, at man skulle hente børn og unge med funktionsnedsættelser ud af specialinstitutioner for at skabe et hverdagsliv med skoler og lokalsamfund, der kunne rumme de unge. Men i rapporten påpeger forskerne, at det tager flere år at opbygge en specialpædagogisk praksis og et miljø, som kan rumme de udsatte børn, så de oplever trivsel og dermed bliver i stand til at lære.

 

”Det er uhensigtsmæssigt at opløse fagligheden på området ved at overflytte børn til folkeskoler inden den tilsvarende faglige kompetence har nået at aflejre sig i personalegrupperne i folkeskolen,” siger leder af forskningsprojektet, Jesper Holm, som er lektor i miljø og sundhedsfremme på Roskilde Universitet.

 

”Stigningen i udgifterne til specialundervisning gjorde, at regeringen vedtog, at skoleledere fik økonomiske motiver til at inkludere flere børn i folkeskolen. Det kan være en fin målsætning, men folkeskolernes er ikke gode nok til at give børn med funktionsnedsættelser trygge og stimulerende vilkår. Børn med ADHD, udviklingshæmning, autisme og andre funktionsnedsættelser visiteres i dagens inklusionspolitik stadig oftere til den almindelige folkeskole med et vist antal specialtimer, men meget ofte klager pårørende over at de mistrives,” forklarer han.

 

Forskerne peger bl.a. på, at et af problemerne er, at forvaltningssproget definerer alle børn, der ikke går i folkeskolen som ”ekskluderede” på trods af, at mange af dem trives. De mener at, man skal anerkende, at nogle grupper af børn og unge har brug for en vis afskærmning for at kunne inkluderes på deres præmisser. Et andet konkret forslag går på, at man skal udpege nogle specialskoler som videnscentre, så man sikrer, at fagligheden i specialpædagogikken bliver bevaret og videregivet til folkeskolerne.

Om projektet

Formålet med projektet har været at undersøge og lære af tre specialinstitutioners særlige pædagogiske praksisser og erfaringer med at skabe den trivsel og udvikling, som muliggør sundhedsfremme og læring for børn og unge med funktionsnedsættelser. Projektet er finansieret af Region Sjælland, Trygfonden, RUC og de tre specialskoler. Projektets resultater er blevet præsenteret på et seminar af både forskere og praktikere med efterfølgende debat. Læs mere om rapporten og konklusionerne fra seminaret her.

Udgivet i Dagens historie
Torsdag, 11 Juli 2013 04:37

Ikke alle børn kan inkluderes

Søndag 7. juli bragte Berlingske dette indlæg fra Landsforeningen Autismes kst. formand Heidi Thamestrup.

 

Inklusion af børn med særlige udfordringer er nu for alvor kommet i gang i landets folkeskoler, og udviklingen går godt, konkluderer en ny rapport fra Aarhus Universitet og SFI. Rapporten samler de foreløbige resultater fra 12 udvalgte kommuner, og her er andelen af inkluderede elever steget fra 93,1 procent i 2010 til 94,9 procent i år.

 

Rapporten kommer få dage efter en artikel i Berlingske 11. juni kunne beskrive en ny rundspørge, som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har lavet blandt landets skoleledere. Her svarerede ni ud af ti, at de har planer om at inkludere flere børn fra specialklasserne i almindelige klasser. Og med nærmest begejstring fortalte formanden for Skolelederforeningen, Anders Balle, i samme artikel, at ”vi skal rykke grænserne for, hvornår eleverne skal i specialtilbud”, og at ”der rent faktisk sker noget nu”.

 

Ja, der sker noget nu. Måske er det nyttigt for visse grupper af elever. Men for børn med autisme er processen slået fejl. Rundt omkring i det ganske land bliver det ene autisme-diagnosticerede barn efter det andet placeret i almindelige skoleklasser, hvor de ikke får den nødvendige støtte, og hvor de gradvist men sikkert mister terræn og ødelægges psykisk. På papiret kan det lyde flot: At vi som samfund vil og skal favne bredere, end vi gør i dag. Ja, det lyder flot. Men realiteten er, at der kun i ganske få tilfælde er tale om reel inklusion, hvor barnet udvikler sig mere og bedre, end det ellers ville have gjort.

 

Sig det nu, som det er. Hovedformålet med inklusionsprocessen er ikke at give en omsorgsfuld og respektfuld håndsrækning til handicappede børn og unge. Nej, hovedformålet er at spare penge her og nu. Resultatet er desværre alt for sjældent reel inklusion, når det gælder elever med autisme. Det er integration – i værste fald sårbare børn på tålt ophold.Lige nu kæmper specialskoler landet over med at få budgetterne til at hænge
sammen. Flere og flere er lukkede eller lukningstruede, fordi kommunerne ikke længere henviser til specialtilbuddene. Konsekvensen er, at den oparbejdede ekspertise og høje faglighed i specialmiljøet vil smuldre. Og de børn, der må se deres skole lukke, vil blive spredt til billigere tilbud med mindre støtte, mere stressende rammer og en mindre specialiseret indsats.

 

Udviklingen risikerer at få dybt alvorlige konsekvenser, både menneskeligt og økonomisk. Det ved man blandt andet fra Canada. Her har inklusionen været i fuld gang i 30 år. Netop når det gælder børn med autisme, har man erkendt, at inklusion langt fra altid er den rigtige løsning.

 

Landsforeningen Autisme er mere end villig til at indgå i dialog med både KL og undervisningsministeren om en mere bæredygtig vej. Skal inklusionen give positive resultater for elever med autisme, må vi værne om den højt specialiserede faglighed på området og have respekt for, at langt fra alle børn har gavn af inklusion. Hvis vi ikke snart stopper op og tænker efter, risikerer fremtiden at skylle væk for vores børn og unge. De vil miste oparbejdede færdigheder og blive mindre selvhjulpne i voksenlivet, end de kunne være blevet med den rette indsats.

Udgivet i Autisme
Fredag, 06 april 2012 11:18

Bevar specialundervisning

Philip Nordstrøm, København, skriver i et læserbrev: Regeringen har fremsat et lovforslag, der præsenteres som en styrkelse af inklusionen i folkeskolen, men udelukkende indeholder forringelse af specialundervisningen.

Det er spin af værste skuffe. De økonomiske interesser kommer før barnets tarv. Regeringen vil fjerne al specialundervisning til elever, der modtager under 12 undervisningstimer ugentligt. Til gengæld skal midlerne bruges på undervisningsdifferentiering og holddannelse.

Problemet er, at det ikke vil fungere for alle børn. Samtidig vil regeringen gøre det vanskeligt at få medhold i Klagenævnet for vidtgående specialundervisning. Mange tror fejlagtigt, at inklusion af elever med særlige behov bare består i at inkludere dem i samme rum som mere ressourcestærke elever.

Det kan lykkes, men man bliver nødt til at tage udgangspunkt i det enkelte barn og lade ressourcerne følge med. Ellers kan det faglige niveau for majoriteten dale kraftigt, og eleven med handicap kan føle mindreværd og kan måske slet ikke overskue de mange børn.

Kilde: Information, 1. sektion, side 21 den 20. januar 2012

HandicapPortal.dk

HandicapBarn.dk

HandicapForhold.dk

Ferie-Fritid

Nyhedsmail

Tilmeld vores e-mail Nyhedsbrev for at få øjeblikkelig opdatering når som helst

mod_eprivacy

EU e-Privacy Directive

This website uses cookies to manage authentication, navigation, and other functions. By using our website, you agree that we can place these types of cookies on your device.

View e-Privacy Directive Documents

You have declined cookies. This decision can be reversed.

You have allowed cookies to be placed on your computer. This decision can be reversed.