af Søren Malchow, redaktør og stifter

af Søren Malchow, redaktør og stifter

Indlægget del med foreældregruppen med handicappede børn i København

Møde med Socialudvalget angående Handicapcenter København.

- Vores oplevelser og krav til HCKs udvikling 286 familier kan ikke tage fejl
20. juni 2013

Der har den sidste tid bl.a. i pressen været fokus på, hvor uacceptabelt dårligt HCK fungerer – til stor skade for de handicappede børn, der er visiteret til HCK og som for forældrene betyder, at de må bruge helt uacceptabelt meget tid på at ”samarbejde” med HCK – hvis de da ikke helt opgiver. Denne massive forældre-utilfredshed har stået på i årevis – uden at der er gjort noget for at rette op på det.

Mikkel Warming, HCK m.fl. har henvist til, at årsagen til denne negative udvikling i opfattelsen af HCK er, at HCK tidligere (før 2008) har truffet forkerte afgørelser og bevilget uden dokumentation i for mange § 41 og 42 sager. Nu er HCK ved at rydde op – og det er årsagen til, at forældrene nu er så utilfredse. Denne udlægning er forkert og er en helt forkert og urimelig retorik at anvende i forhold til de massive problemer, der er i HCK.

Blandt forskellige initiativer har vi i april 2013 etableret en Facebook-side for Familier med handicappede børn i Københavns Kommune, hvor der nu er 286 medlemmer – hver dag kommer der nye historier fra desperate forældre. Vi har også etableret en åben side, hvor nogle af de urimelige historier kan følges af alle. Historier der vidner om, hvor galt det står til i HCK. 283 familier kan ikke tage fejl! (bilag : Hvidbog med historier)

Problemerne i HCK stikker dybt og der skal ske fundamentale ændringer både hvad angår organisering, sagsbehandling og kultur, hvis centeret skal leve op til intentionerne i Serviceloven. Det er meget provokerende at erfare, at HCK har som målsætning i 2013 at være ”Danmarks bedste myndighedscenter”. Dette pinagtige udsagn vidner om, at HCK er helt ude af kontakt med virkeligheden. Eller også vidner det om, at HCK kun fokuserer på at overholde juraen (som Deloitte udlægger den) og tiden. Andre målsætningsparametre som socialfaglighed, helhedsorienteret indsats, proaktiv indsats og vejledning, dialog, vidensdeling mv. er tilsyneladende ikke parametre, der interesserer HCK. 

Neden for har vi samlet 9 punkter, som massivt kan dokumenteres. (Bilag x: Brugerundersøgelse fra Facebook, juni 2013)

1. VORES OPLEVELSER I HCK 

1. Ingen helhedsorienteret indsats og ingen fast sagsbehandler

Kontakten til HCK er organiseret i hermetisk lukkede delprocesser – som følge af LEAN princippet. Som bruger får du en ny sagsbehandler hver gang du henvender dig til HCK. Dette organiseringsprincip står i dyb modsætning til familiernes behov og betyder, at ingen tager ansvar for eller har overblik over ens sag. Dertil betyder det et kæmpe videns- og kvalitetstab i sagsbehandlingen. Dette sagsbehandlingsprincip har store negative konsekvenser for børnene og forældrene i relation til indsats og samarbejde. HCK overholder hermed heller ikke serviceloven/vejledningen, der foreskriver at der skal laves en helheds-betragtning på en familie, jf. kap 11, § 46, stk. 2. Det Sociale Nævn fremhæver også i afgørelser den manglende helhedstænkning.

2. Ingen reel dialog, empati eller forståelse for pressede familiers situation

Når der ingen gennemgående sagsbehandler er, bliver relevant dialog på et oplyst grundlag umuliggjort.Det er helt almindeligt, at sagsbehandlere enten spørger om noget som centeret ved i forvejen eller spørger helt irrelevant.
Dertil er der en tendens til, at vi som forældre bliver talt ned til, og at der i HCKs kultur er en manglende empati og forståelse for den situation vi ufrivilligt er sat i. 

Mens såvel Annette Laigård (under et møde med bestyrelsen fra Landsforeningen autisme i 2010), den tidligere myndighedschef Jimmy Streit (på et møde om HCK arrangeret af Landforeningen autisme i maj 2011) og Vibeke Ries( på det seneste møde om HCK arrangeret af Landforeningen autisme i maj 2013) alle fortæller brugerne, at der ikke er tale om en spareøvelse, kan man i de ansattes eget medlemsblad SOF-bladet få fornemmelsen af det modsatte. 

Herunder skal blot nævnes et par eksempler:

I SOF-bladet nr 3 2012 fremgår det klart af et interview med en jurist, der har ryddet op i paragraf 100 bevillinger via en gennemgang af 318 paragraf 100 sager (der ganske vist er på voksenområdet), at det drejer sig om at spare penge, og ikke om at undersøge behovet hos den handicappede. 

I artiklen fremhæver den pågældende jurist stolt at hun har frataget 222 borgere merudgifter og sparet kommunen for 3, 2 millioner. Og det hedder sig videre i artiklen at ”I dag har vi 100 procent tjek på begrundelserne, både når vi bevilliger, og når vi giver afslag på ydelsen” 

De mange efterfølgende klagesager, der har fået medhold synes vi dog vidner om, at denne skråsikkerhed ikke holder.

Der er i det hele taget i mange af SOF-artiklerne tale om et økonomisk juridisk fokus –ikke et socialfagligt fokus, og ikke mindst kan man iaggtage en problematisk diskursændring, der ser ud til at have skabt et meget negativt syn i hele organisationen på de handicapgrupper man har til opgave at hjælpe og vejlede. 

I SOF-bladet 4 december 2011 side 19 kan man f.eks. læse følgende i en artikel om ledelse i HCK: ”På Handicapcenter København er der nu et fokus på drift, og på hvad man bruger pengene til. ”Der er ikke længere noget der hedder ”det er synd for paragraffen”. Borgerne skal have det, de skal have ifølge lovgivningen. Vi følger mere op, end vi gjorde tidligere, og medarbejderne måles på hvor mange sager, der er løst pr. uge” For det første er det et fåtal af HCK-brugerne, der oplever en tættere opfølgning og at sagerne løses hurtigere. For det andet oplever mange, at den måde sager der endelig bliver løst, ofte er med afslag og begrundelser der ikke følger lovgivningen, og derfor – hvis ellers familierne orker at klage – omgøres i klagenævnet. 
Endelig vidner replikken ”der er ikke længere noget, der hedder ”det er synd for paragraffen” i artiklen om en temmelig bekymrende diskursændring i hvordan man i HCK forholder sig til handicappedes lovsikrede ret til hjælp indenfor lovgivningens rammer. 

Der skabes et fortegnet billede af, at handicappede har fået kompensation og hjælp fordi nogle blot har ment, at det var synd for dem.

Det er et helt igennem nedværdigende og udokumenteret postulat, og desværre går det rigtigt godt i tråd med Deloittes frit opfundne postulat om at ” Da det kan være forbundet med stor sorg at få et barn med nedsat funktionsevne, er det tillige vigtigt at sagsbehandler er opmærksom på at tilbyde hjælp hertil, og at være opmærksom på, at forældre kan projicere denne smerte ud i et økonomisk kompenserende behov, der ligger udover hvad funktionsevnenedsættelsen medfører” ( Står i Hjørningrapporten 2013 side 34, men det er samme revisionsselskab Københavns kommune benytter sig af) 

Hvis man fra myndighedsside opbygger en forestilling om den typiske HCK-bruger, som en art handicap-pendant til karikaturer som ”Dovne Robert” og Fattig Karina” er man godt på vej til at cementere et syn på handicappede, som snyltere, der forventer økonomisk kompensation som plaster på såret. Det kan måske forklare hvorfor så mange handicapfamilier bliver mødt med mistænksomhed i stedet for imødekommenhed. Det er ikke rimeligt. Det er et ledelsesmæssigt ansvar at sådanne forestillinger om brugergruppen kan få lov til at florere blandt medarbejderne, og det er et ledelsemæssigt ansvar at lave om på denne forestilling. 

3. Ingen anvendelse af al den viden, der ligger i sagen, og intet samarbejde på tværs

Som forældre starter man forfra ved hver kontakt med HCK. Forældrene bliver igen og igen bedt om de mest elementære informationer i deres sag, jvf. sagsbehandlingsprincippet om isolerede delprocesser. Ingen sagsbehandler har overblik eller tager ansvar – og den socialfaglige kompetence bliver effektivt skyllet ud af HCK. Det er ekstremt uhensigtsmæssigt for de handicappede børn og forældrene, der bruger ekstremt meget tid på at forsøge at samarbejde med HCK. Helt grelt bliver det, hvis man har sager på tværs af HCK’s tre enheder eller har flere børn visiteret til HCK.

4. Ingen proaktiv rådgivning og vejledning

HCK’s reaktionsmønster er defensivt og brugerne oplever ikke, at HCK rådgiver og vejleder proaktivt - selv ikke på baggrund af meget kritiske §50 undersøgelser. Så hvis du ikke tilfældigvis ved, hvilken hjælp du har mulighed for at søge – så er du på den. HCK har heller ikke udarbejdet ”Best practice” på ansøgninger som forældre kan bruge vejledende og fremadrettet. 

5. Jurist-argumentation frem for socialfaglig argumentation

HCK har organiseret det således, at man som hovedregel først har en samtale med en socialfaglig medarbejder, der til gengæld aldrig er den samme. Denne socialrådgiver har ikke kendskab til din sag – men interviewer dig uden at være rådgivende/vejledende ift. det, du søger om. Derefter overgår sagen så til en anden medarbejder – typisk en jurist– der så træffer afgørelsen, og som der absolut ingen dialog er med. 

6. Et ekstremt og ulovligt dokumentationskrav

Forældre skal dokumentere på helt urimelig vis – og ned i mindste detalje. Og børnenes fagpersoner/institutioner skal uanset størrelse på ansøgning besvare en række helt standardiserede spørgsmål. Der bruges urimelig meget tid på bureaukrati – og HCK sætter hele byen i arbejde for at søge dokumentation hos fagpersoner på spørgsmål, hvor HCK ofte har svaret i forvejen. Og fokus mistes på barnet! Forældres dokumentation mistænkeliggøres ofte, og fagpersonernes udtalelser manipuleres i afgørelserne.

7. Serviceloven overholdes ikke. 

Vi har i forældregruppen mange eksempler på, at serviceloven ikke overholdes. Det følgende er eksempler: 

• "Overser" begunstigende forvaltningsret.
• Kræver bagudrettet dokumentation 5 år tilbage, for allerede bevilligede udgifter.
• Har opgivet forpligtelsen som tovholder i forhold til skoletilbud, til især børn med autisme.
• Søger at ændre begrundelser for tildeling år tilbage, med henblik på afslag.
• Hvis noget er dokumenteret er det ikke sandsynliggjort, og omvendt: Kafkask helvede.
• Udelader systematisk ekspertudtalelser, til gunst for ansøgningen.
• Forhaler klokkeklare bevillinger. (Til næste budget år?)
• Overholder ikke rådgivningsforpligtelsen.
• Overholder ikke de 8 ugers svarfrist på afgørelser og giver ikke begrundelser for hvorfor.
• Overholder ikke de 4 uger de har til behandle klagesager som skal videre til nævnet.
• Overholder ikke 10 dages fristen i forbindelse med aktindsigt.
• Giver generelle afslag med begrundelsen: HCK giver ikke mere kurser/merudgifter til ødelæggelse af hjem/ekstra slid på tøj, uden individuel vurdering. 

8. Meget stort tidsforbrug for forældrene

"Samarbejdet" med HCK er for de handicappede børns forældre forbundet med et ekstremt tidsforbrug – tid der i stedet skulle bruges på børnene.

9. Mange familier har opgivet at samarbejde med HCK

De dårlige erfaringer med HCK har betydet, at mange ressourcestærke familier har valgt at klare sig selv, fordi de ikke magter kampen. Andre har hyret en advokat til at varetage kontakten. Og de ressourcesvage må være endnu dårligere stillet. Manglende vejledning, dårlig sagsbehandling, manglende empati for familiernes situation er hverdagskost i HCK og har store konsekvenser for børnenes og forældrenes livskvalitet.

2. SOCIALUDVALGETS HANDLEPLAN – 11 initiativer

Socialforvaltningen har på baggrund af forældrenes utilfredshed udarbejdet en handleplan for børnehandicap-området, der består af 11 initiativer.

Det er godt der sker noget! Men det er vores klare overbevisning, at de initiativer der er sat i værk, ikke er tilstrækkelige til at løse de massive problemer. Det svarer lidt til at pudse bilen, når det er motoren, det er galt med.

Generelt fokuserer initiativerne for meget på dialog og proces og der er for få konkrete handlingspunkter, der kan skabe fundamentale forandringer i HCKs praksis. Dertil er det uklart, hvad målet med initiativerne er – hvor er det særligt der skal skabes forandringer i brugernes oplevelse – udover at de skal være mindre utilfredse? Vi efterlyser konkret handling og ændring af HCKs adfærd og praksis. Vi vil langt hellere have, at HCKs sagsbehandling og dialog kommer til at fungere, end at der bruges energi og penge på at etablere et Familiehus, hvor målet og behovet er uklart. 

Socialforvaltningens 11 punkter gør ikke op med det grundlæggende princip for styk-vis-og-delt sagsbehandling og det er efter vores opfattelse det, der er problemets rod. Alle jeres projekter er projekter ”rundt om” dette fundamentale problem.

Kommentarer til initiativer:

- Etablering af et forældreråd
Vi ønsker formel og reel indflydelse.

- Temadag om udviklingen af børnehandicapområdet i regi af Centerrådet
Det er fint nok – men ikke noget der ændrer noget i sig selv.

- Flere koordinerende sagsbehandlere og udvikling af nyt koncept herfor
Ja tak – men det er helt utilstrækkeligt at starte op med 50 familier som et forsøg. Læs nedenfor.

- Etablering af Familiehus
Dette er vi meget forbeholdne overfor og det er uklart, hvad behovet og målet er med det? Mht kurser findes der allerede en række meget kompetente udbydere og der er et stort konkret behov for at HCK begynder igen at bevilge forældrekurser. Vi kan frygte at vi bliver tvunget til at bruge et dårligere og dyrere kommunalt tilbud. 

- Kompetenceudvikling af medarbejdere
Det lyder ekstremt relevant, at medarbejderne på HCK arbejder på at forbedre deres kompetencer. Vi protesterer over at HCK sætter jura og socialfaglighed som modsætninger. Det er en konstruktion, som ikke holder. Serviceloven er klar i ord og intention. Serviceloven skal overholdes. 

- Dialogforløb med de utilfredse forældre
Er gennemført og vi har selv deltaget. Under forløbet er vi blevet opmærksomme på, at HCKs ledelse tilsyneladende ikke selv ved, hvad der foregår i HCKs sagsbehandling. Vi kan stadig være ganske meget i tvivl om HCKs ledelse har forstået, hvor omfattende og alvorlige problemerne er og hvor dybt de stikker.

- Klager om fejl i sagsbehandlingen

- Inddragelse af borgerrådgiveren
Efter vores opfattelse vil det være relevant at afdække sammen med Ankestyrelsen/Det Sociale Nævn om der er generelle fejl i HCKs sagsbehandling. Vi ville også gerne vide, om HCK efterlever afgørelser fra Ankestyrelsen/Det Sociale Nævn, som går dem imod? 

- Styrket kommunikation
Dele af forslaget lyder relevant. Men hvorfor skal der nu også nedsættes en Borgerreferencegruppe i aug. 2013? Det lyder som en ineffektiv måde at løse problemerne på og for meget talen rundt om i stedet for at løse kommunikationsproblemerne tæt på kilden i HCK. Der er jo også et Forældreråd og et Centerråd. 

- Øget brug af borgertilfredshedsundersøgelser

- Henvendelse til Social- og Integrationsministeriet om §§ 41 og 42.
Er lovgivningen virkelig så kompliceret? I andre kommuner kan man tilsyneladende godt finde ud af at administrere korrekt. Det er refusions komplikationer, som er centrale vanskeligheder. Serviceloven er helt klar: § skal bruges til at yde den støtte, som skal til, for at forældre kan magte opgaven, at opfostre handicappede børn i eget hjem. Men de sager vi ser, hvor selv små børn truer med selvmord og det er mere reglen end undtagelsen, at forældre er i behandling for stress og depression, som følge af mangel på støtte, så er intentionen i serviceloven IKKE overholdt. De forældre fik IKKE den støtte, som skulle til for at magte opgaven.

3. VORES FORSLAG – DER SKAL MERE TIL

Vores ønsker til initiativer der skal sættes i værk:

1. Koordinerende fast sagsbehandler til alle familier.
2. Sagsbehandlere med kendskab til vores børns handicap.
3. En ændring af HCKs kultur og adfærd, med fokus på socialfaglighed, respekt og ligeværdig dialog.

Venlig hilsen

Styregruppen på vegne af

Indtil videre 286 familier med handicappede børn i Københavns Kommune

Indlæg delt med "Forældregruppen til børn med handicap i København"

Her 2 aktuelle og enkelte eksempler på, hvorfor sagsbehandlingen i HCK bliver ekstrem bøvlet og langvarlige … og hvor man må tage sig til hovedet og undre sig ...

Jeg står midt i en sag om skoleskifte, som forløber i SOF/ Børnefamiliecenteret for så vidt selve skoleskiftet og i HCK for så vidt dét, der relaterer sig til det forandrede familieliv, fx den udfordring af skoletiden ikke dækker vores arbejdstid. Altså én sag i to forvaltninger. Sagen har nu kørt i 7 mdr. og 1 uge! 

Eksp. 1:

For så vidt udfordring med tid i hverdagen (mv.) skrev jeg til HCK, at en chef i Børnefamiliecenteret ville kontakte dem med vores udfordringer. Henvendelsen havde alene det formål at starte del-sagen op i HCK formelt, og jeg skrev intet andet end om den kommende henvendelse.

HCK ringede i sidste uge, og fik fat i min tlf-svare, men sagde, at de ville ringe retur (de udleverer ikke numre til returkald). Men i stedet fik jeg i går et brev.  

HCK kan desværre ikke finde tlf-nummeret på den navngivne leder i Børnefamiliecenteret på den udspecificerede adresse, skriver de. Jeg har kun nummeret til København Kommunes omstilling, og det tænkte jeg, at det kendte HCK også, så det havde jeg ikke skrevet. Jeg henviser dog også til forvaltningernes fælles journalsystem med jr.-nummer, hvor de kan se, hvem der har skrevet på den nærværende sag, som HCK nu bliver en del af, de sidste 7 mdr.

I brevet fra HCK fremgår det, at de pga. manglende tlf-nr. vil afgøre sagen på baggrund af de allerede indsendte oplysninger.

Men jeg har jo intet skrevet, udover dét med, at de får en henvendelse. Og så har jeg i øvrigt IKKE sag X i skemaets rubrik, der medgiver, at jeg indforstået med, at sagen kan afgøres på indsendte oplysninger – jeg har sågar i siden af skemaet skrevet, at de skal kontakte mig, når de har hørt fra denne leder i Børnefamiliecenteret.

Ekstremt bøvlet.

eksp. 2:

I anden igangværende sag søger jeg og min mand om tabt arbejdsfortjeneste. Sagen er fra starten ganske akut, da vi staks og uden varsel måtte ophøre hhv. helt og delvis med at arbejde – et forhold som Glostrup og Bispebjerg hospital og SOF/ Børnefamiliecenteret gør HCK opmærksom på gennem tre selvstændige henvendelser i dec. 2012 og jan. 2013. De skriver, at der bør ske en hastebehandling og der bør gives bevillinger.

Efter 2 mdr. bliver min mands sag afgjort og han får fuld tabt arbejdsfortjeneste, hvilket vi er taknemlige for. Jeg tænker dog, at 2 mdr. er længe at mange fuld løn. 

Min sag afventer stadig en afgørelse (i dag: 24. april): Efter godt 2 mdr. skriver HCK til mig, at de desværre ikke kan behandle den akutte sag inden for normal sagsbehandlingstid. 

Jeg har i sagen indsendt lønsedler ved normal timesats og lønsedler, der dokumentere mit konkrete løntab, som jeg har haft under sagsbehandlingstiden. Jeg indsender også som dokumentation min reviderede kontakt med min arbejdsgiver.

Jeg får delvist bevilget tabt arbejdsfortjeneste (5 t.) ca tre mdr. efter ansøgningen. Da det kun er delvist, finder jeg, at vejledning i tide havde været hensigtsmæssig, da jeg ikke bagudrettet kan gå op i arbejdstid. 

MEN så i forrige uge modtager jeg er et brev fra HCK igen: De trækker bevillingen tilbage. HCK har tjekket min arbejdstid i KMD hos SKAT, og her fremgår det, at jeg har arbejdet på fuld tid hele tiden. Jeg finder, at det er ret åbenlyst, at min arbejdsgiver har glemt at rette oplysningerne i KMD, da oplysninger her ikke stemmer overnes med faktiske lønsedler og ny kontrakt. Men i stedet for at henvende sig og få sagen oplyst og fejlen rettet, så omstøder de afgørelsen og henviser mig til klagesystemet. Min arbejdsgiver skrev straks til HCK og beklagede fejlen og berigtigede straks oplysningerne i KMD – men jeg har ikke hørt fra HCK siden…

En akut og vel-dokumenteret sag tager således nemt 4-5 måneder. Ekstremt bøvlet.

DET VÆRSTE ER DOG, at lignende sker når det handlet om mistrivsel og manglende udvikling hos vores børn – disse sager er bare langt mere kompliceret og svære at beskrive i dette forum. Men det sker fx at socialrådgiver og jurister underkender psykiaternes rapporter. Og her bliver det rigtigt rigtigt svært at være forældre. En ting er lønsedler og anden konkret dokumentation frem og tilbage, noget helt helt andet er vores ”dokumentation”/argumentations-arbejde omkring, at psykiaterens anbefalinger findes rigtige!  

Og her gør sagsbehandlingsklimaet rigtigt ondt!

Indlæg delt med "Forældregruppen til børn med handicap i København"

Min datter på 9 år blev udredt i juni 2012 efter mange års forgæves kamp med børnehave og skole for at få deres tilknyttede psykologer til at teste og indstille hende. Først da hun blev smidt ud af Øbro Fri skole efter 1½ år uden eller med forkert støtte, fik jeg hende testet hos en privat psykolog og sendt videre til udredning på Bispebjerg Hospital, hvor hun fik diagnosen Infantil Autisme. Selv blev jeg sygemeldt med stress og udbrændthed umiddelbart efter, at diagnosen blev stillet og 4 måneder senere fyret fra mit arbejde.

Min datter er jo en pige, og hun er højtfungerende og velbegavet, så på nogle måder minder hun også lidt om en Asperger. Hun går derfor nu ustøttet i en almindelig folkeskole, hvor hverken lærere eller ledelse ved noget om autisme. Hun går på et almindeligt fritidshjem, hvor hun har været meget udfordret af selv at skulle navigere i et ustruktureret socialt miljø, slået og sparket andre børn og derfor kom helt ud på kanten af fællesskabet at stå, før personalet blev klædt på til opgaven af ekstern psykolog, undervist i autisme, introduceret til boardmarker og KAT-kasse mv. og fik tildelt 10 eksterne ugentlige støttetimer. Som mor oplevede jeg at blive lukket ude og dømt af nogle forældre, nogle lærere og nogle pædagoger. Og jeg oplevede, at der ingen sammenhæng eller samarbejde var eller er mellem skole/lærere og fritidstilbud/ pædagoger. Så hvad der skete i fritidssammenhæng er der aldrig blevet samlet op på med lærere, børn og forældre i klassesammenhæng, selvom alle klassens piger (minus 1) går på fritidshjem med hende og selvfølgelig har taget de ubehagelige oplevelser med hende på fritidshjemmet den ene dag med sig ind i skoledagen den næste. Om 2 uger skal min datter skifte fra Fritidshjem til klub, hvor de 10 støttetimer, efter meget masen på, følger med hende de første 2 måneder, hvorefter de skal genforhandles.

Ved det første hjemmebesøg af en familierådgiver fra Handicapcenter København fik jeg at vide, at jeg havde mulighed for at søge om kurser, hjælpemidler, tabt arbejdsfortjeneste, aflastning, rådgivning mv. Så det gik jeg i gang med.

Den 17. september ansøgte jeg handicapcenteret om rådgivningsforløb, en helhedsvurdering af vores familiesituation og aflastning. I den forbindelse beskrev jeg for dem, hvordan jeg gentagne gange gennem de seneste år havde været syg og sygemeldt af at stå med alting alene og ikke oplevede at kunne få hjælp af min datters far. Jeg blev indkaldt til møde med en sagsbehandler 9. oktober. Mødet blev aflyst og udsat til 26. oktober. Her fik jeg at vide, at tabt arbejdsfortjeneste blev behandlet i en anden enhed på handicapcenteret, at jeg i løbet af et par måneder kunne forvente svar på ansøgningen om aflastning i hjemmet, at sagsbehandleren ville søge om familierådgivning, og at jeg selv måtte arbejde videre med at få støtte til min datter i skoleregi/specialskoleplads og evt. selv kunne søge kurser i mellemtiden, men ikke skulle regne med noget. 

Jeg har søgt Københavns Visitationsudvalg om en specialskoleplads til min datter gennem den nuværende skolepsykolog, men har fået afslag, som jeg har anket og venter på svar på. Jeg har søgt Handicapcenter København om et introduktionskursus for forældre til et nydiagnostiseret autistisk barn, et kursus om at passe på sig selv som forælder til et autistisk barn, SIKON-konference og KAT-kassekursus i nævnte rækkefølge, men har fået afslag på det hele med begrundelsen, at det ikke er ’en nødvendighed ved forsørgelsen af min datter i hjemmet’ og at der er ’andre måder at tilegne sig viden på,bl.a. gennem internettet, sundhedsvæsnet og biblioteket’. Efter at have klaget over afgørelserne og havesendt nye ansøgninger af sted, henviser handicapcenteret til, at de ikke (længere) anskuer det ansøgte som en merudgift efter servicelovens §41, men nu som ønske om konsulentbistand, hvilket ifølge servicelovens §11 ikke giver mulighed for at klage over beslutningen.

Lang ventetid på afgørelse om aflastning

Efter at have ventet på svar om aflastning i 3 måneder, kontaktede jeg sagsbehandleren telefonisk og fik at vide, at jeg skulle regne med yderligere to måneders ventetid. Ved samme lejlighed fortalte hun mig, at jeg ikke skulle regne med noget, da jeg jo havde aflastning i min datters far og hun synes, det var en god idé at bede ham om en 7/7-ordning.

Efter et halvt års venten på svar og næsten et år med diagnosen, hvor jeg har læst flere tusind sider omkring autisme, fastholder sagsbehandleren nu i sit seneste afslag omkring kurser, at jeg alternativt forsat har muligheden for, at jeg evt. kan få beviIget et korterevarende forløb med familiekonsulent, som dog ikke kan undervise i specifikke redskaber som KAT-kasse, tegneseriehistorier, board-marker osv. som er det jeg har brug for nu.

I starten af oktober måned 2012 modtog Handicapcenter København min ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste. Først i midten af december fik jeg i telefonen et mundtligt tilsagn om, at jeg evt. godt kunne få tildelt tabt arbejdsfortjeneste. Men på det tidspunkt var jeg blevet fyret. Jeg har fået afslag på dækning af merudgifter i forbindelse med min datters nattetisseri, da de merudgifter, som handicapcenteret opfatter som nødvendige ikke overstiger ’standardbeløbet for 2013’.

I forhold til aflastning har jeg i tiden mellem mødet med sagsbehandleren i oktober og nu bedt min datters far om at gå fra en 9-5-samværsordning til en 7/7, da alle arbejdsopgaver og udgifter i forbindelse med min datter pt. ligger hos mig. I den forbindelse har jeg foreslået ham, at vi tager imod noget rådgivning i forhold til vores samarbejde, men han vil ikke nogen af delene. Jeg har talt med Statsforvaltningen om, hvad de kan gøre for at hjælpe i den situation. De kan tilbyde rådgivning, men ikke pålægge far hverken rådgivning eller yderligere samvær, heller ikke selvom mor er ved at segne under presset med at stå med alle opgaver og langt de fleste hverdage alene med et handicappet barn. Det og afslaget om en specialskoleplads har jeg oplyst sagsbehandleren på handicapcenteret om. Alligevel venter jeg på 8. måned fortsat på svar fra denne om aflastning i hjemmet. 

Det eneste det er lykkes mig at få bevilget fra handicapcenteret er en kugledyne fra deres lager. Samtidig med at jeg fik tilsagn om at kunne låne denne, fik jeg afslag på min ansøgning om et kuglesæde.

Jeg er officielt raskmeldt pr. 1. marts og dermed dagpengemodtager og jobsøgende. Men jeg har svært ved at se, hvordan jeg fremadrettet skal kunne varetage et job uden nogen form for specialtilbud til min datter, uden varig støtte og træning til hende, uden viden og forståelse fra de mennesker, hun og jeg er omgivet af i skoleregi, uden dækning af relevante kurser, merudgifter og hjælpemidler, uden økonomisk mulighed for at søge om tabt arbejdesfortjeneste (gør jeg det nu, bliver satsen beregnet på baggrund af dagpengene og dermed meget lav, så lav at jeg ikke kan klare det som eneforsørger) og uden aflastning i dagligdagen og i forhold til alle arbejdsopgaverne i forbindelse med min datter, kort sagt uden mere ro.

I forbindelse med diagnose og sygemelding begyndte jeg at gå hos en neuropsykolog og gør det fortsat for at holde hovedet nogenlunde oven vande. Jeg er også med i et par netværksgrupper for forældre til autistiske børn. Trods det er jeg i tvivl om, hvor længe jeg kan klare at leve med al belastningen, alle udgifterne, al usikkerheden og uvisheden, fordømmelsen og udelukkelsen alene. Neuropsykologen udtaler, at det er et mirakel, at jeg ikke er gået ned med en depression for længe siden. Men jeg er trist, træt og uden overskud, lige det modsatte af, hvad min autistiske datter har brug for. Jeg er derfor langt fra at være den gode mor, jeg kunne være under andre og bedre omstændigheder. 

Min datter og jeg bor i en 2-værelses andelslejlighed og er dermed ikke pt. berettiget til at modtage kontanthjælp om 2 år, når min dagpengeret udløber. Sælger jeg lejligheden, hvilket ville være fint for at frigive penge til at opkvalificere mig og øge mine muligheder på arbejdsmarkedet, har jeg ikke et andet sted at bo i København og skal dermed lave endnu et skift med min datter til et sted evt. længere væk  fra hendes far, evt. tættere på min familie på Fyn eller i Jylland, hvor jeg så skal betale for halvdelen af transportudgiften ved samvær og evt. have min datter endnu mere hjemme, får endnu færre job- og efteruddannelsesmuligheder og udsigt til at starte forfra på al sagsbehandling uden nogen form for vished om, at vores situation bliver bedre af den grund.

Vores liv hænger med andre ord ikke sammen og har heller ikke udsigt til at komme til det. Jeg bruger ikke min uddannelse (cand. mag.) til noget, har ikke gjort det længe og har ikke udsigt til at kunne komme til at magte at have et krævende/vellønnet job. Jeg har ikke noget arbejde og er så langt nede, at det er svært at finde overskud til at gå ud og sælge mig selv på arbejdsmarkedet. Jeg bidrager med andre ord ikke til samfundet med min uddannelse og arbejdskraft. Min datter får ikke den hjælp og støtte i skolesammenhæng, der på længere sigt ville kunne gøre hende i stand til at gennemføre en uddannelse, få et job og leve selv og sammen med andre. Og hun får heller ikke den træning, støtte, forståelse og tålmodighed hjemme, som hun kunne have fået af mig, hvis jeg havde fået den støtte, forståelse, træning og hjælp, jeg har brug for. For mig at se virker hele situationen derfor alt for omkostningsfuld, både på det menneskelige og det samfundsøkonomiske plan. 

Hvad mener du?

Forældregruppens brev til Karen Hækkerup

København, 28-04 2013

 

Kære Karen

 

Tak for din interesse for situationen vedrørende Handicapcenter København og dialogen mellem forældrene og København. Først lidt om hvem vi er.

1. Vi skriver som styregruppe for en gruppe af forældre med handicappede børn i Københavns Kommune. Der har været afholdt et stormøde, hvor vi fik mandat til at udtale os på gruppens vegne. I mellemtiden er gruppen vokset. I dette øjeblik er der 220 i gruppen, og den vokser hver dag.

2. Der findes en anden mindre gruppe, som har været i kontakt med os, men som nu kører deres egne veje. Det er dem, der har skrevet de åbne breve til Mikkel Warming, som har foretaget politianmeldelser, og som benytter advokat Gry Rambusch.

Vi oplever, i meget store træk, situationen som følger.

3. Socialforvaltningen i København og specielt Handicapcenter København byder børnene og deres familier på :

a. Ekstreme ventetider. Der er mange eksempler på børn, der har været kastet rundt i flere år, uden at have fået den anbefalede hjælp. I ventetiden får børnene det værre, de sættes tilbage i deres udvikling, hvilket kan være kritisk. Familierne bryder sammen; den største belastning er ikke barnet og dets handicap, men kommunens sagsbehandling.

b. Mange, mange tilfælde hvor specialfaglig viden fra læger, psykiatrikere, psykologer, pædagoger, lærere mv. afvises til fordel for socialforvaltningens ”vurdering”, der ofte ikke består af andet end selve ordet ”vurdering”, hvorefter ansøgning afvises.

c. Et klagesystem, som ikke længere kan opfylde sin rolle. De mange afslag med mildest talt søgte begrundelser har ført til en eksplosiv stigning i antallet af klagesager. Liggetiden er nu så lang, så klagesystemet er reelt ubrugeligt, idet en afgørelse først kan foreligge, når det er for sent. Det kan for eksempel dreje sig om et barn, der har behov for et specielt skoletilbud.

d. Brug af tvang (forældrepålæg) overfor familier for at tvinge forældrene til at acceptere tilbud til børnene, som forældrene i samråd med fagfolk afviser som skadelige.

e. Manglende rådgivning og vejledning. Som forælder er man nødt til selv at opsøge den faglige ekspertise, for at finde ud af, hvad der er den bedste hjælp for ens barn. Derefter kan man begynde at ansøge socialforvaltningen, hvis hovedfunktion synes at være at finde grunde til at afvise ansøgningen.

Herefter begynder et udmattende forløb, med klager etc., hvor man skal være meget stærk eller heldig for at komme igennem. Det er en ekstremt belastende situation for en familie. Følgeomkostningerne ved at familien bryder sammen, eller barnet får det være, vil ofte være langt større, end det kommunen sparede i første omgang.

Vi arbejder på at samle forældrene og på at påvise problemerne. Vi er nu i kontakt med flere end 200 forældre, så vi kan klart afvise, at der er tale om enkeltstående tilfælde.

Det er endvidere klart, at problemerne stikker meget dybere, end lige hvordan §41 og §42 håndteres. Dermed ikke sagt, at Københavns håndtering af disse paragraffer ikke er et problem, for det er det. 

København har bremset meget hårdt op i udgifterne efter disse paragraffer, hvor regnskabet for Handicapcenter København viser et meget stort fald i forbruget fra 2011 til 2012, som kommunen ikke været i stand til at forklare.

Mikkel Warming har i to omgange præsenteret nogle initiativer, der skulle forbedre situationen. Vi opfatter Mikkel Warmings første udmelding som særdeles vag og et forsøg på at snakke uden om. Den læner sig op af den officielle fortælling, som Københavns Kommune har holdt sig til, nemlig at loven er så kompleks, at det næsten er umuligt at yde tabt arbejdsfortjeneste og merudgifter uden at overtræde loven. Som vi har forklaret ovenfor, er problemerne meget mere vidtgående end det. Desuden giver serviceloven rig mulighed for at hjælpe, hvis man bruger den i den intention, den er lavet.

Mikkel Warming og socialforvaltningen har henvist til skærpede dokumentationskrav og har gennem nogle år nu gennemgået sager, hvor forvaltningen tidligere har givet tilsagn om støtte. Forvaltningen har valgt ikke at undersøge de sager, hvor der tidligere er givet afslag. Der kunne man ellers nok forvente at finde mange flere fejl. Mikkel Warming og socialforvaltningen spinner historien om, at de tidligere har været for rundhåndede og nu blot vender tilbage til en normalsituation etc. Som det fremgår, er dette ikke rigtigt, de har derimod skærpet dokumentationskravene overfor en lang række borgere ud i det absurde 

Grundproblemet er ikke et spørgsmål om dokumentation, men den manglende socialfaglige tilgang, det fraværende helhedssyn, og de mange måder kommunen forsøger at undgå bevilling af ydelser ved at tviste og manipulere facts.

Mikkel Warmings andet udspil er mere konkret og indeholder tiltag, som med tiden kan vise sig at føre til forbedring. Det må vi se, og vi deltager meget gerne i den kommende proces. 

Vi er dog stadig bekymrede for, om den gode vilje er tilstrækkelig til at få løst problemerne. Erkendelsen af at der er problemer, er først kommet efter, der har været sager i pressen, og efter vi forældre er begyndet at samle os. Men allerede for cirka to år siden sendte Autismeforeningen KBH en række eksempler på svigt ind. Derudover har kommunen og borgmesterne jo modtaget et hav af individuelle klager inden da, som de ikke har taget tilstrækkeligt alvorligt.

Kan man tro på, at det først er nu, at de erkender problemernes omfang?

Mikkel Warming siger stadig, at ” Handicapcenter København har i de senere år haft øget fokus på at overholde lovgivningen og hjemtage statsrefusion på korrekt grundlag. Dette har haft en stor effekt på den juridiske del af kvaliteten af afgørelserne, men har kostet på samarbejdet og dialogen med familierne.” Som vi har beskrevet ovenfor, er der mange familier, der ikke har oplevet en forbedret juridisk kvalitet, ihvertfald ikke, hvis ”juridisk kvalitet” skal forstås sådan, at afgørelserne bygger på solide faglige vurderinger og bruger lovgivningen, som den er tænkt. Det er helt hen i vejret at gøre problemerne til et spørgsmål om dialog og samarbejde.

Endelig er der mange familier, som her og nu står i en meget alvorlig situation på grund af manglende, utilstrækkelig eller forkert hjælp til deres barn og deres familie. Vi anerkender, at man ikke kan lave alt om med et slag, der er hele tiden en drift at tage hensyn til, men vi savner en erkendelse af, at der er begået mange alvorlige fejl, og at det er nødvendigt at rette op på disse fejl overfor de berørte familier så hurtigt som overhovedet muligt.

Vi står meget gerne til rådighed for yderligere dialog. Vi er klar over, at problemerne ikke alene vedrører Socialforvaltningen i København, men findes i større eller mindre grad landet over. Der kan derfor være grund til at se på lovgivningen også. Vi vil også i den kommende tid tage kontakt til relevante politikere i København og i folketinget for at drøfte emnerne, som vi har berørt her. Først og fremmest vil vi forsætte arbejdet med at samle forældrene og at skabe opmærksomhed om forholdende for børn med støttekrævende handicap.

De bedste hilsner

På vegne af ”Forældre med handicap i Københavns Kommune”

Mogens Fosgerau, Morten Gantzler Oschlag, Stinne Gråkilde, Nina Reffstrup, Maren Grosen, Ulla Hovgaard Ramlau, Lise Hansen, Rie Gravesen, Stephen Slot Odgaard, Laura Molbæk-Steensig Hedemand

Vi har en åben side på http://www.facebook.com/ForaeldreKbh, hvor vi poster forældrehistorier og henviser til gruppens side for forældre med handicappede børn i Københavns Kommune.

Indlæg delt med "Forældregruppen til børn med handicap i København"

I 2007, da min søn var 5 år, fik han efter længere tids problemer i børnehaven og en lang udredning diagnosen ADHD samt sanseintegration. Et halvt års tid efter, da han startede i skole, startede problemerne for alvor… og vi havnede i HCK.

Jeg søgte, lidt diffust, tabt arbejdsfortjeneste da min søn havde svært ved at være på fritidshjem om morgenen med larm og uro for dernæst at skulle i skole og sidde stille. Skiftet den anden vej var problemfrit, men om morgenen gav det problemer.  

Jeg fik en meget sød sagsbehandler som, udover at skynde sagen igennem da det var meget presserende, hjalp mig med ekstra bevilling til medicin og tøjslid – for dét var der! Og andre muligheder såsom pasning i hjemmet, kurser og øvrigt tilbehør som vi dog ikke mente vi havde brug for og derfor ikke søgte. Jeg fik bevilget 7 timer/uge. Det var i 2008.

Meget hurtigt fik min søn det bedre – markant bedre. Fra at skolen søgte støttetimer/specialklasse til ham fra 1. klassse i december til at han var blandt de bedste i klassen- rolig, deltagende, engageret og ikke mindst glad! – i marts/april. Det var fantastisk! 

Specielt fordi vi personligt havde været gennem skilsmisse og dertilhørende personlige vanskeligheder året før – så var ro, struktur og muligheden for at være der for min søn (og hans lillebror, der indimellem måtte tilsidesættes) tiltrængt og uundværlig. 

I 2010 opdagede jeg at jeg ikke længere fik udbetalt tilskud til medicin og tøj, men kun min tabte arbejdsfortjeneste. Og så startede cirkusset. Jeg gjorde opmærksom på det og blev bedt om at indsende ansøgning samt dokumentation. Trods ansøgning i januar 2010 sendte jeg en ny i oktober 2010. Modtog kort efter bekræftelse på modtagelsen og et par dage efter en rykker for manglende indsendelse. Jeg troede mit brev blot havde krydset deres – de havde jo modtaget det.

I december fik jeg så afslag grundet manglende indsendelse. Jeg opponerede, fremviste den bekræftelse de selv havde sendt og ventede. Og rykkede for svar. Og ventede. Fik aldrig at vide hvorfor de ikke overholdt deres lovede frist. Fik telefonisk tilsagn og forventede det gik i orden. Og ventede. Og rykkede. Og ventede igen. Uden begrundelse. Og fik så afslag… 

Sagen havnede i deres specielle klageenhed. De kunne godt se det blot var en misforståelse og sendte sagen tilbage til ny sagsbehandling med løfte om svar inden 2 uger. Herefter ventede jeg…igen. 

Derefter endnu en tur i klageenheden fordi de have ”glemt” den havde været der… og så ventede jeg igen. På det her tidspunkt var jeg ret træt af dem. Og klagede til statsforvaltningen over sagsbehandlingen. I juni 2011 fik jeg undskyldning fra chefjuristen – både i telefonen og på brev. Og et løfte om at hele min sag ville være afsluttet inden for 2 uger. Max.

I juli, godt 3 uger senere, blev jeg kontaktet af en ny sagsbehandler som havde min sag og som spurgte om det var ok at han kørte begge mine ”sager” under ét… altså både tilskud til medicin, som min klage havde handlet om, og så min tabte arbejdsfortjeneste, som jeg hele tiden havde modtaget. Det var en god idé, selv om det ville indebære at min sag ville tage lidt længere – højst til august lovede han.  

Skolen skulle så komme med en udtalelse, som først kunne indsendes i august. Og Hvidovre Hospital skulle ligeledes lave en udtalelse, som krævede et nyt besøg hos dem, så først i september 2011 havde de alle  de nødvendige oplysninger. Dernæst ventede jeg. Og rykkede. Og ventede igen. Hørte intet, heller ikke da  deres frist for behandling udløb…endnu engang.

December 2011 rykkede jeg så. Igen. Og truede med at gå til pressen hvis de ikke snart tog mig alvorligt. For hvor længe kan de få lov at sylte en sag..?? Og så skete der noget – jeg fik afslag. Uden begrundelse. Jeg klagede over afslaget og over manglende grund. Og fik en begrundelse plukket ud fra et notat fra fritidshjemmet om at min søn blev afleveret kl. 7 om morgenen og jeg derfor ikke brugte min tabt arbejdsfortjenest til at passe min søn hjemme om morgenen.

De overså bare at den udtalelse vedrørte hver anden mandag, når han havde været hos sin far. Og at fritidshjemmet i øvrigt havde store vanskeligheder med min søn når han blev afleveret kl. 7. Jeg klagede over denne begrundelse foråret 2012. Og fik endnu et afslag begrundet at der ikke var fremkommet noget nyt i sagen og den blev sendt til det sociale nævn.

Jeg var målløs – havde de slet ikke læst hvad jeg havde skrevet? Det var jo en simpel misforståelse (eller fejlagtig gennemgang af sagsdokumenterne og manipulation med fakta… kært barn har mange navne) Kontaktede dem telefonisk for at forklare situationen, da mails og breve ikke virkede. Og talte med en (ny…) sagsbehandler der godt kunne forstå min skepsis. Hun gennemgik sagen og kunne konstatere at de slet ikke havde læst mine sidste breve/klager. Hvordan de kunne undgå det kan jeg så ikke forklare…

Men sagen blev trukket tilbage fra det sociale nævn grundet fejlbehandling, denne gang med opsættende virkning (så jeg fik lov at fortsætte med mine ydelser under ny sagsbehandling).

I juni 2012 fik jeg så – igen – afslag. Denne gang begrundet i at de mente min søn godt kunne afleveres på  fritidshjem om morgenen. Og den blev igen sendt til det sociale nævn. Et afslag jeg godt kunne acceptere. Problemet var bare at min søn i mellemtiden var blevet 10 år og går på helt almindelig folkeskole og derfor skulle i klub efter sommerferien. Og klubben har ikke åbent om morgenen. Så hvor skulle jeg aflevere ham?

Jeg forsøgte i juli 2012 at forklare en (ny) sagsbehandler situationen og fik at vide at jeg da så skulle lave en helt ny ansøgning – for nu var situationen jo en helt anden. Jeg bad om det på skrift, for jeg troede virkelig han gjorde grin med mig… Men den var god nok og jeg sendte en ny ansøgning. Og fik selvfølgelig afslag. Denne gang fordi de ikke kunne tage stilling til en situation der ikke fandtes endnu – der havde jo ikke været problemer med ham hjemme endnu, fordi jeg jo indtil da havde haft nedsat arbejdstid. Altså skulle vi vente til der opstod rigtige problemer og SÅ ville jeg kunne søge.

I øvrigt mente hun (den –nye- sagsbehandler) at min søn slet ikke havde behov for medicin. Hvordan en sagsbehandler/jurist uden medicinsk baggrund og uden nogensinde at have mødt min søn overhovedet kunne udtale sig om dette ved jeg ikke – men det gjorde hun. I september 2012 opgav jeg.

Siden oktober 2012 har min mor passet ham hver morgen inden skole. Hun møder selv 5-10 min for sent på arbejde, men har heldigvis en forstående chef – hun arbejder i Tårnby Kommune. Det havde nok været anderledes i København…

Min søn er stadig ikke i stand til at klare sig alene om morgenen. Han kan ikke håndtere at have det ansvar. Den ene måned vi prøvede det blev han trist, uddreagerende, fik mærkbart dårligt selvværd og blev angst. Hans lærer kunne mærke det. Familien kunne mærke det. Han kunne selv mærke det. 

Min sag venter stadig i det sociale nævn. Nu på 9. måned. Har ikke modtaget nogen forklaring på at de ikke overholder deres sagsbehandlingstid – men det sendte HCK jo heller aldrig, trods det står i loven at de skal. Jeg har aldrig modtaget dækning af medicin, trods de – da de valgte at køre sagerne sammen – burde have givet mig dækning for denne så længe jeg var berettiget til tabt abejdsfortjeneste. De har afvist at dække hans medicin da vi ligger under ”standardbeløbet”… godt nok kun et par hundrede under, så så snart han stiger i medicin-behov kan jeg søge igen. Men så skal de nok have fundet en anden grund i mellemtiden.

Jeg har givet op. Orker ikke at kæmpe den kamp mere. Jeg har været sygemeldt med stress, gået til psykolog af flere omgange, går pt sammen med begge mine børn. Min yngste søn har haft ”adfærdsmønster typisk for søskende til problembørn” – med store vanskeligheder i skole, fritidshjem, socialt og hjemme. Ikke mindst store konflikter drengene imellem. Psykolog har hjulpet utroligt på dette.  

Jeg har selv betalt – da det jo et eller andet sted er min ”tilsidesættelse” af ham grundet storebrors større problemer og mine egne med stress mv. Har ikke søgt om hjælp til det… ved det alligevel ikke kan svare sig. 

Senest har jeg søgt om et kursus til os. Så min søn selv kan lære om sit handikap og forstå sig selv. Så jeg kan lære konfliktløsning. Og så lillebror kan lære hvorfor der skal tages hensyn – og hvorfor det er ok at være træt af det.

Om vi får det bevilget? Jeg tvivler… men jeg håber de gør min tvivl til skamme

Indlæg delt med forældregruppen med børn med handicap i København

jeg havde en kamp, min søn har asperger, 

alle var enige om at han ej ku en normal folkeskole, så vi søgte om specialskole, fik afslag, m svar om han var for handicappet, så søgte vi dagstilbud, fik afslag, han var ej handicappet nok, sjovt nok, samme visitations gruppe der sad m begge ansøgninger, 

så klagede vi over begge afgørelser, og minsandten om det ik var de samme igen, der også sku behandle klagen, m det resultat at han sku på special skole, men da skoleåret nu var startet, blev vi tilbudt 1 skole, det el. folkeskole var svaret, charlottegården, der indtil t d skoleår aldrig have haft aspergere, kun ahd og indlæringsvansklige børn, 

søde lærer og pædagoer, men har kæmpet m dem i over 2 1/2 år nu, m at det ej er samme pædagogik man bruger, 

de vil ej lytte, så min søn er gået tilbage fagligt, og er ej blevet mer social, tvært i mod, men orker ej kampen m at få ham over på en anden special skole, da j selv lider af kronisk depression, og nu også for 4 mdr. siden har fået konstanteret sclerose, 

det har været en evig kamp fra han var 4 om han ej var social nok, at han fik dianosen asperger, der gik han på nyboder skole, taleklasserækkerne, det er nok de 2 1/2 år der var mest ro på, men han ku ej blive da han var færdig udredt talemæssigt, og havde fået dianosen, og folkeskole var klart at det ku han ej............

Indlæg delt med "Forældregruppen til børn med handicap i København"

 

Pga. mange faldepisoder, har neuropædiater xxx anbefalet at vi får væg til væg tæppe så min datter ikke glider og falder, samt en hjelm med hagebeskytter til ture ud af huset. Han beskriver bl.a. i sit lægenotat, som er sendt med ansøgningerne, at min datter nu har en kronisk skade på hagen. Samt at hun har problemer med hyppige faldepisoder. Hun kravler men falder ofte og slår hovedet og hagen i gulvet. Ud over dette har min datter en høj smertetærskel, og kan komme ud for smertefulde ting, uden at hun reagerer på det. Han anbefaler tæppet og en hjelm.

Jeg har undersøgt om der findes sådanne hjelme, men er endt med at den skal special fremstilles (og dermed meget dyr).

Jeg søger så om begge dele.Tæppet får jeg afslag på med den begrundelse at det må ”betragtes som almindeligt indbo og noget enhver der ønsker det, kan anskaffe sig” Øhhh i min regnebog vil det koste ca. 30.000,- men det er jo godt, hvis Københavns borgere er så rige, at de bare kan anskaffe sig sådan et tæppe efter behov:-/

Jeg klagede over afgørelsen og modtog derefter afgørelse på hjelm. Og nu bliver det rigtig sjovt: Begrundelse: ”Vi har ved afgørelsen lagt vægt på at hjelmen ikke i væsentlig  grad afhjælper de varige følger af xxx’s nedsatte funktionsevne og at formålet med anvendelsen af hjelmen udelukkende er, at forebygge at hun slår hovedet ved fald”

Hvis ikke der er den mest urimelige begrundelse af et afslag, så ved jeg ikke hvad jeg skal tænke! Hvad har de tænkt sig? At en hjelm kun kan bevilliges, hvis den gør hende mindre hjerneskadet??

Jeg er bare så træt af elendig sagsbehandling! 

Nå, nu er jeg jo efterhånden ved at være vant til HCK og er ikke gået ned med flaget – Jeg var tæt på for et par år siden, men jeg traf dengang en beslutning om at jeg IKKE vil lade mit tvangsægteskab med kommunen gå ud over mit psykiske helbred. Min datter har brug for mig til at kæmpe sine kampe, og dem vil jeg kæmpe så godt som jeg kan. Derfor har jeg også bare gjort det jeg kan og har klaget over afgørelserne. For det er jo i virkeligheden det eneste jeg kan, som systemet er skruet sammen nu – og så vente…

Indlægget del med foreældregruppen med handicappede børn i København

Møde med Socialudvalget angående Handicapcenter København.

- Vores oplevelser og krav til HCKs udvikling 286 familier kan ikke tage fejl
20. juni 2013

Der har den sidste tid bl.a. i pressen været fokus på, hvor uacceptabelt dårligt HCK fungerer – til stor skade for de handicappede børn, der er visiteret til HCK og som for forældrene betyder, at de må bruge helt uacceptabelt meget tid på at ”samarbejde” med HCK – hvis de da ikke helt opgiver. Denne massive forældre-utilfredshed har stået på i årevis – uden at der er gjort noget for at rette op på det.

Mikkel Warming, HCK m.fl. har henvist til, at årsagen til denne negative udvikling i opfattelsen af HCK er, at HCK tidligere (før 2008) har truffet forkerte afgørelser og bevilget uden dokumentation i for mange § 41 og 42 sager. Nu er HCK ved at rydde op – og det er årsagen til, at forældrene nu er så utilfredse. Denne udlægning er forkert og er en helt forkert og urimelig retorik at anvende i forhold til de massive problemer, der er i HCK.

Blandt forskellige initiativer har vi i april 2013 etableret en Facebook-side for Familier med handicappede børn i Københavns Kommune, hvor der nu er 286 medlemmer – hver dag kommer der nye historier fra desperate forældre. Vi har også etableret en åben side, hvor nogle af de urimelige historier kan følges af alle. Historier der vidner om, hvor galt det står til i HCK. 283 familier kan ikke tage fejl! (bilag : Hvidbog med historier)

Problemerne i HCK stikker dybt og der skal ske fundamentale ændringer både hvad angår organisering, sagsbehandling og kultur, hvis centeret skal leve op til intentionerne i Serviceloven. Det er meget provokerende at erfare, at HCK har som målsætning i 2013 at være ”Danmarks bedste myndighedscenter”. Dette pinagtige udsagn vidner om, at HCK er helt ude af kontakt med virkeligheden. Eller også vidner det om, at HCK kun fokuserer på at overholde juraen (som Deloitte udlægger den) og tiden. Andre målsætningsparametre som socialfaglighed, helhedsorienteret indsats, proaktiv indsats og vejledning, dialog, vidensdeling mv. er tilsyneladende ikke parametre, der interesserer HCK. 

Neden for har vi samlet 9 punkter, som massivt kan dokumenteres. (Bilag x: Brugerundersøgelse fra Facebook, juni 2013)

1. VORES OPLEVELSER I HCK 

1. Ingen helhedsorienteret indsats og ingen fast sagsbehandler

Kontakten til HCK er organiseret i hermetisk lukkede delprocesser – som følge af LEAN princippet. Som bruger får du en ny sagsbehandler hver gang du henvender dig til HCK. Dette organiseringsprincip står i dyb modsætning til familiernes behov og betyder, at ingen tager ansvar for eller har overblik over ens sag. Dertil betyder det et kæmpe videns- og kvalitetstab i sagsbehandlingen. Dette sagsbehandlingsprincip har store negative konsekvenser for børnene og forældrene i relation til indsats og samarbejde. HCK overholder hermed heller ikke serviceloven/vejledningen, der foreskriver at der skal laves en helheds-betragtning på en familie, jf. kap 11, § 46, stk. 2. Det Sociale Nævn fremhæver også i afgørelser den manglende helhedstænkning.

2. Ingen reel dialog, empati eller forståelse for pressede familiers situation

Når der ingen gennemgående sagsbehandler er, bliver relevant dialog på et oplyst grundlag umuliggjort.Det er helt almindeligt, at sagsbehandlere enten spørger om noget som centeret ved i forvejen eller spørger helt irrelevant.
Dertil er der en tendens til, at vi som forældre bliver talt ned til, og at der i HCKs kultur er en manglende empati og forståelse for den situation vi ufrivilligt er sat i. 

Mens såvel Annette Laigård (under et møde med bestyrelsen fra Landsforeningen autisme i 2010), den tidligere myndighedschef Jimmy Streit (på et møde om HCK arrangeret af Landforeningen autisme i maj 2011) og Vibeke Ries( på det seneste møde om HCK arrangeret af Landforeningen autisme i maj 2013) alle fortæller brugerne, at der ikke er tale om en spareøvelse, kan man i de ansattes eget medlemsblad SOF-bladet få fornemmelsen af det modsatte. 

Herunder skal blot nævnes et par eksempler:

I SOF-bladet nr 3 2012 fremgår det klart af et interview med en jurist, der har ryddet op i paragraf 100 bevillinger via en gennemgang af 318 paragraf 100 sager (der ganske vist er på voksenområdet), at det drejer sig om at spare penge, og ikke om at undersøge behovet hos den handicappede. 

I artiklen fremhæver den pågældende jurist stolt at hun har frataget 222 borgere merudgifter og sparet kommunen for 3, 2 millioner. Og det hedder sig videre i artiklen at ”I dag har vi 100 procent tjek på begrundelserne, både når vi bevilliger, og når vi giver afslag på ydelsen” 

De mange efterfølgende klagesager, der har fået medhold synes vi dog vidner om, at denne skråsikkerhed ikke holder.

Der er i det hele taget i mange af SOF-artiklerne tale om et økonomisk juridisk fokus –ikke et socialfagligt fokus, og ikke mindst kan man iaggtage en problematisk diskursændring, der ser ud til at have skabt et meget negativt syn i hele organisationen på de handicapgrupper man har til opgave at hjælpe og vejlede. 

I SOF-bladet 4 december 2011 side 19 kan man f.eks. læse følgende i en artikel om ledelse i HCK: ”På Handicapcenter København er der nu et fokus på drift, og på hvad man bruger pengene til. ”Der er ikke længere noget der hedder ”det er synd for paragraffen”. Borgerne skal have det, de skal have ifølge lovgivningen. Vi følger mere op, end vi gjorde tidligere, og medarbejderne måles på hvor mange sager, der er løst pr. uge” For det første er det et fåtal af HCK-brugerne, der oplever en tættere opfølgning og at sagerne løses hurtigere. For det andet oplever mange, at den måde sager der endelig bliver løst, ofte er med afslag og begrundelser der ikke følger lovgivningen, og derfor – hvis ellers familierne orker at klage – omgøres i klagenævnet. 
Endelig vidner replikken ”der er ikke længere noget, der hedder ”det er synd for paragraffen” i artiklen om en temmelig bekymrende diskursændring i hvordan man i HCK forholder sig til handicappedes lovsikrede ret til hjælp indenfor lovgivningens rammer. 

Der skabes et fortegnet billede af, at handicappede har fået kompensation og hjælp fordi nogle blot har ment, at det var synd for dem.

Det er et helt igennem nedværdigende og udokumenteret postulat, og desværre går det rigtigt godt i tråd med Deloittes frit opfundne postulat om at ” Da det kan være forbundet med stor sorg at få et barn med nedsat funktionsevne, er det tillige vigtigt at sagsbehandler er opmærksom på at tilbyde hjælp hertil, og at være opmærksom på, at forældre kan projicere denne smerte ud i et økonomisk kompenserende behov, der ligger udover hvad funktionsevnenedsættelsen medfører” ( Står i Hjørningrapporten 2013 side 34, men det er samme revisionsselskab Københavns kommune benytter sig af) 

Hvis man fra myndighedsside opbygger en forestilling om den typiske HCK-bruger, som en art handicap-pendant til karikaturer som ”Dovne Robert” og Fattig Karina” er man godt på vej til at cementere et syn på handicappede, som snyltere, der forventer økonomisk kompensation som plaster på såret. Det kan måske forklare hvorfor så mange handicapfamilier bliver mødt med mistænksomhed i stedet for imødekommenhed. Det er ikke rimeligt. Det er et ledelsesmæssigt ansvar at sådanne forestillinger om brugergruppen kan få lov til at florere blandt medarbejderne, og det er et ledelsemæssigt ansvar at lave om på denne forestilling. 

3. Ingen anvendelse af al den viden, der ligger i sagen, og intet samarbejde på tværs

Som forældre starter man forfra ved hver kontakt med HCK. Forældrene bliver igen og igen bedt om de mest elementære informationer i deres sag, jvf. sagsbehandlingsprincippet om isolerede delprocesser. Ingen sagsbehandler har overblik eller tager ansvar – og den socialfaglige kompetence bliver effektivt skyllet ud af HCK. Det er ekstremt uhensigtsmæssigt for de handicappede børn og forældrene, der bruger ekstremt meget tid på at forsøge at samarbejde med HCK. Helt grelt bliver det, hvis man har sager på tværs af HCK’s tre enheder eller har flere børn visiteret til HCK.

4. Ingen proaktiv rådgivning og vejledning

HCK’s reaktionsmønster er defensivt og brugerne oplever ikke, at HCK rådgiver og vejleder proaktivt - selv ikke på baggrund af meget kritiske §50 undersøgelser. Så hvis du ikke tilfældigvis ved, hvilken hjælp du har mulighed for at søge – så er du på den. HCK har heller ikke udarbejdet ”Best practice” på ansøgninger som forældre kan bruge vejledende og fremadrettet. 

5. Jurist-argumentation frem for socialfaglig argumentation

HCK har organiseret det således, at man som hovedregel først har en samtale med en socialfaglig medarbejder, der til gengæld aldrig er den samme. Denne socialrådgiver har ikke kendskab til din sag – men interviewer dig uden at være rådgivende/vejledende ift. det, du søger om. Derefter overgår sagen så til en anden medarbejder – typisk en jurist– der så træffer afgørelsen, og som der absolut ingen dialog er med. 

6. Et ekstremt og ulovligt dokumentationskrav

Forældre skal dokumentere på helt urimelig vis – og ned i mindste detalje. Og børnenes fagpersoner/institutioner skal uanset størrelse på ansøgning besvare en række helt standardiserede spørgsmål. Der bruges urimelig meget tid på bureaukrati – og HCK sætter hele byen i arbejde for at søge dokumentation hos fagpersoner på spørgsmål, hvor HCK ofte har svaret i forvejen. Og fokus mistes på barnet! Forældres dokumentation mistænkeliggøres ofte, og fagpersonernes udtalelser manipuleres i afgørelserne.

7. Serviceloven overholdes ikke. 

Vi har i forældregruppen mange eksempler på, at serviceloven ikke overholdes. Det følgende er eksempler: 

• "Overser" begunstigende forvaltningsret.
• Kræver bagudrettet dokumentation 5 år tilbage, for allerede bevilligede udgifter.
• Har opgivet forpligtelsen som tovholder i forhold til skoletilbud, til især børn med autisme.
• Søger at ændre begrundelser for tildeling år tilbage, med henblik på afslag.
• Hvis noget er dokumenteret er det ikke sandsynliggjort, og omvendt: Kafkask helvede.
• Udelader systematisk ekspertudtalelser, til gunst for ansøgningen.
• Forhaler klokkeklare bevillinger. (Til næste budget år?)
• Overholder ikke rådgivningsforpligtelsen.
• Overholder ikke de 8 ugers svarfrist på afgørelser og giver ikke begrundelser for hvorfor.
• Overholder ikke de 4 uger de har til behandle klagesager som skal videre til nævnet.
• Overholder ikke 10 dages fristen i forbindelse med aktindsigt.
• Giver generelle afslag med begrundelsen: HCK giver ikke mere kurser/merudgifter til ødelæggelse af hjem/ekstra slid på tøj, uden individuel vurdering. 

8. Meget stort tidsforbrug for forældrene

"Samarbejdet" med HCK er for de handicappede børns forældre forbundet med et ekstremt tidsforbrug – tid der i stedet skulle bruges på børnene.

9. Mange familier har opgivet at samarbejde med HCK

De dårlige erfaringer med HCK har betydet, at mange ressourcestærke familier har valgt at klare sig selv, fordi de ikke magter kampen. Andre har hyret en advokat til at varetage kontakten. Og de ressourcesvage må være endnu dårligere stillet. Manglende vejledning, dårlig sagsbehandling, manglende empati for familiernes situation er hverdagskost i HCK og har store konsekvenser for børnenes og forældrenes livskvalitet.

2. SOCIALUDVALGETS HANDLEPLAN – 11 initiativer

Socialforvaltningen har på baggrund af forældrenes utilfredshed udarbejdet en handleplan for børnehandicap-området, der består af 11 initiativer.

Det er godt der sker noget! Men det er vores klare overbevisning, at de initiativer der er sat i værk, ikke er tilstrækkelige til at løse de massive problemer. Det svarer lidt til at pudse bilen, når det er motoren, det er galt med.

Generelt fokuserer initiativerne for meget på dialog og proces og der er for få konkrete handlingspunkter, der kan skabe fundamentale forandringer i HCKs praksis. Dertil er det uklart, hvad målet med initiativerne er – hvor er det særligt der skal skabes forandringer i brugernes oplevelse – udover at de skal være mindre utilfredse? Vi efterlyser konkret handling og ændring af HCKs adfærd og praksis. Vi vil langt hellere have, at HCKs sagsbehandling og dialog kommer til at fungere, end at der bruges energi og penge på at etablere et Familiehus, hvor målet og behovet er uklart. 

Socialforvaltningens 11 punkter gør ikke op med det grundlæggende princip for styk-vis-og-delt sagsbehandling og det er efter vores opfattelse det, der er problemets rod. Alle jeres projekter er projekter ”rundt om” dette fundamentale problem.

Kommentarer til initiativer:

- Etablering af et forældreråd
Vi ønsker formel og reel indflydelse.

- Temadag om udviklingen af børnehandicapområdet i regi af Centerrådet
Det er fint nok – men ikke noget der ændrer noget i sig selv.

- Flere koordinerende sagsbehandlere og udvikling af nyt koncept herfor
Ja tak – men det er helt utilstrækkeligt at starte op med 50 familier som et forsøg. Læs nedenfor.

- Etablering af Familiehus
Dette er vi meget forbeholdne overfor og det er uklart, hvad behovet og målet er med det? Mht kurser findes der allerede en række meget kompetente udbydere og der er et stort konkret behov for at HCK begynder igen at bevilge forældrekurser. Vi kan frygte at vi bliver tvunget til at bruge et dårligere og dyrere kommunalt tilbud. 

- Kompetenceudvikling af medarbejdere
Det lyder ekstremt relevant, at medarbejderne på HCK arbejder på at forbedre deres kompetencer. Vi protesterer over at HCK sætter jura og socialfaglighed som modsætninger. Det er en konstruktion, som ikke holder. Serviceloven er klar i ord og intention. Serviceloven skal overholdes. 

- Dialogforløb med de utilfredse forældre
Er gennemført og vi har selv deltaget. Under forløbet er vi blevet opmærksomme på, at HCKs ledelse tilsyneladende ikke selv ved, hvad der foregår i HCKs sagsbehandling. Vi kan stadig være ganske meget i tvivl om HCKs ledelse har forstået, hvor omfattende og alvorlige problemerne er og hvor dybt de stikker.

- Klager om fejl i sagsbehandlingen

- Inddragelse af borgerrådgiveren
Efter vores opfattelse vil det være relevant at afdække sammen med Ankestyrelsen/Det Sociale Nævn om der er generelle fejl i HCKs sagsbehandling. Vi ville også gerne vide, om HCK efterlever afgørelser fra Ankestyrelsen/Det Sociale Nævn, som går dem imod? 

- Styrket kommunikation
Dele af forslaget lyder relevant. Men hvorfor skal der nu også nedsættes en Borgerreferencegruppe i aug. 2013? Det lyder som en ineffektiv måde at løse problemerne på og for meget talen rundt om i stedet for at løse kommunikationsproblemerne tæt på kilden i HCK. Der er jo også et Forældreråd og et Centerråd. 

- Øget brug af borgertilfredshedsundersøgelser

- Henvendelse til Social- og Integrationsministeriet om §§ 41 og 42.
Er lovgivningen virkelig så kompliceret? I andre kommuner kan man tilsyneladende godt finde ud af at administrere korrekt. Det er refusions komplikationer, som er centrale vanskeligheder. Serviceloven er helt klar: § skal bruges til at yde den støtte, som skal til, for at forældre kan magte opgaven, at opfostre handicappede børn i eget hjem. Men de sager vi ser, hvor selv små børn truer med selvmord og det er mere reglen end undtagelsen, at forældre er i behandling for stress og depression, som følge af mangel på støtte, så er intentionen i serviceloven IKKE overholdt. De forældre fik IKKE den støtte, som skulle til for at magte opgaven.

3. VORES FORSLAG – DER SKAL MERE TIL

Vores ønsker til initiativer der skal sættes i værk:

1. Koordinerende fast sagsbehandler til alle familier.
2. Sagsbehandlere med kendskab til vores børns handicap.
3. En ændring af HCKs kultur og adfærd, med fokus på socialfaglighed, respekt og ligeværdig dialog.

Venlig hilsen

Styregruppen på vegne af

Indtil videre 286 familier med handicappede børn i Københavns Kommune

Indlæg delt med "Forældregruppen til børn med handicap i København"

 

Her 2 aktuelle og enkelte eksempler på, hvorfor sagsbehandlingen i HCK bliver ekstrem bøvlet og langvarlige … og hvor man må tage sig til hovedet og undre sig ...

Jeg står midt i en sag om skoleskifte, som forløber i SOF/ Børnefamiliecenteret for så vidt selve skoleskiftet og i HCK for så vidt dét, der relaterer sig til det forandrede familieliv, fx den udfordring af skoletiden ikke dækker vores arbejdstid. Altså én sag i to forvaltninger. Sagen har nu kørt i 7 mdr. og 1 uge!  

Eksp. 1:

For så vidt udfordring med tid i hverdagen (mv.) skrev jeg til HCK, at en chef i Børnefamiliecenteret ville kontakte dem med vores udfordringer. Henvendelsen havde alene det formål at starte del-sagen op i HCK  formelt, og jeg skrev intet andet end om den kommende henvendelse.

HCK ringede i sidste uge, og fik fat i min tlf-svare, men sagde, at de ville ringe retur (de udleverer ikke numre til returkald). Men i stedet fik jeg i går et brev. 

HCK kan desværre ikke finde tlf-nummeret på den navngivne leder i Børnefamiliecenteret på den udspecificerede adresse, skriver de. Jeg har kun nummeret til København Kommunes omstilling, og det tænkte jeg, at det kendte HCK også, så det havde jeg ikke skrevet. Jeg henviser dog også til forvaltningernes fælles journalsystem med jr.-nummer, hvor de kan se, hvem der har skrevet på den nærværende sag, som HCK nu bliver en del af, de sidste 7 mdr.

I brevet fra HCK fremgår det, at de pga. manglende tlf-nr. vil afgøre sagen på baggrund af de allerede indsendte oplysninger. Men jeg har jo intet skrevet, udover dét med, at de får en henvendelse. Og så har jeg i øvrigt IKKE sag X i skemaets rubrik, der medgiver, at jeg indforstået med, at sagen kan afgøres på indsendte oplysninger – jeg har sågar i siden af skemaet skrevet, at de skal kontakte mig, når de har hørt fra denne leder i Børnefamiliecenteret.

Ekstremt bøvlet.

eksp. 2: 

I anden igangværende sag søger jeg og min mand om tabt arbejdsfortjeneste. Sagen er fra starten ganske akut, da vi staks og uden varsel måtte ophøre hhv. helt og delvis med at arbejde – et forhold som Glostrup og Bispebjerg hospital og SOF/ Børnefamiliecenteret gør HCK opmærksom på gennem tre selvstændige henvendelser i dec. 2012 og jan. 2013. De skriver, at der bør ske en hastebehandling og der bør gives bevillinger.

Efter 2 mdr. bliver min mands sag afgjort og han får fuld tabt arbejdsfortjeneste, hvilket vi er taknemlige for. Jeg tænker dog, at 2 mdr. er længe at mange fuld løn. 

Min sag afventer stadig en afgørelse (i dag: 24. april): Efter godt 2 mdr. skriver HCK til mig, at de desværre ikke kan behandle den akutte sag inden for normal sagsbehandlingstid.  

Jeg har i sagen indsendt lønsedler ved normal timesats og lønsedler, der dokumentere mit konkrete løntab, som jeg har haft under sagsbehandlingstiden. Jeg indsender også som dokumentation min reviderede kontakt med min arbejdsgiver.

Jeg får delvist bevilget tabt arbejdsfortjeneste (5 t.) ca tre mdr. efter ansøgningen. Da det kun er delvist, finder jeg, at vejledning i tide havde været hensigtsmæssig, da jeg ikke bagudrettet kan gå op i arbejdstid. MEN så i forrige uge modtager jeg er et brev fra HCK igen: De trækker bevillingen tilbage. 

HCK har tjekket min arbejdstid i KMD hos SKAT, og her fremgår det, at jeg har arbejdet på fuld tid hele tiden. Jeg finder, at det er ret åbenlyst, at min arbejdsgiver har glemt at rette oplysningerne i KMD, da oplysninger her ikke stemmer overnes med faktiske lønsedler og ny kontrakt. Men i stedet for at henvende sig og få sagen oplyst og fejlen rettet, så omstøder de afgørelsen og henviser mig til klagesystemet. Min arbejdsgiver skrev straks til HCK og beklagede fejlen og berigtigede straks oplysningerne i KMD – men jeg har ikke hørt fra HCK siden…

 En akut og vel-dokumenteret sag tager således nemt 4-5 måneder. Ekstremt bøvlet.

DET VÆRSTE ER DOG, at lignende sker når det handlet om mistrivsel og manglende udvikling hos vores børn – disse sager er bare langt mere kompliceret og svære at beskrive i dette forum. Men det sker fx at socialrådgiver og jurister underkender psykiaternes rapporter. Og her bliver det rigtigt rigtigt svært at være forældre. En ting er lønsedler og anden konkret dokumentation frem og tilbage, noget helt helt andet er vores ”dokumentation”/argumentations-arbejde omkring, at psykiaterens anbefalinger findes rigtige! 

Og her gør sagsbehandlingsklimaet rigtigt ondt!

Åbent brev: DR2 fædre under mistanke

Foreningen Far skal endnu engang anmode Statsforvaltningen om at samkører længerevarende børnesager og sager med klager over misinformering med advokatnavne for at finde de klare mønstre, der er i Statsforvaltningens børnesager. Foreningen Far skal endnu engang anmode Statsforvaltningen om at kontakte Rigspolitiet for en koordineret indsats.


Til Statsforvaltningens Direktion,

CC. Økonomi og indenrigsministeren, Socialministeren, Socialudvalget, Ombudsmanden, Ankestyrelsen, DR og TV2
Foreningen Far skal endnu engang anmode Statsforvaltningen om at samkører længerevarende børnesager og sager med klager over misinformering med advokatnavne for at finde de klare mønstre, der er i Statsforvaltningens børnesager. Foreningen Far skal endnu engang anmode Statsforvaltningen om at kontakte Rigspolitiet for en koordineret indsats.

Omfanget af problemet er naturligvis langt større end det i giver udtryk for på TV. https://www.dr.dk/tv/se/dr2-undersoeger/dr2-undersoeger

Foreningen Far står til rådighed for politiet med oplysninger og forældre der samlet ønsker at få deres sager undersøgt på ordentlig og korrekt vis. Foreningen Far har på få måneder indsamlet de første 1.000 sager med forældre m/k der har oplevet statsforvaltningens sagsbehandling af forventeligt 10.000 sager i 2015.

• Ca. 95% af fædrene oplyser at de har oplevet klar forskelsbehandling
• Ca. 55% oplyser der er truffet forkerte afgørel ser
• Ca. 42% oplyser de har oplevet falske anklager
• Ca. 35% oplyser de har oplevet misinformering

Statsforvaltningen må være overordentlig naive eller ønsker ikke at erkende fejlkulturen, hvis man afviser at det er almindeligt at opleve misinformering og falske anklager af forældre og advokater. Adfærd som har direkte betydning for sagsbehandlingen og børns opvækst, kommunale socialsager samt socialudgifterne og folkesundheden i Danmark. Statsforvaltningens kontorchef skal have ros for aktuelt at fortælle at det rent faktisk sker. Det er bestemt vejen frem positivt.

Det er naturligvis overordentlig vigtigt at politikerne bliver klart orienteret om de mange tekniske lovhindringer som findes eksempelvis vejledning om samvær §14.1.1.2 som siger at skyldsspørgsmålet ikke har betydning i børnesager, som er den klausul advokater og forældre udnytter. Den store forskel mellem bopæl og samværsforælder for ligeværdige familier, som gø r at der skabes splid ved samlivets ophør med børn i midten. Det forhold at familierne ikke selv kan fordele barnets økonomi og samvær frit mellem sig, hvorfor forældre som ikke magter børnene i en periode eller i hele opvæksten ”kæmper” om at få bopælen og dermed de sociale indtægter. Foruden de mange øvrige tekniske lovhindringer i en familielovgivning som kører i hestevogn i forhold til familierne liv og alle børns sunde opvækst i Danmark.

Belønner vi forkert adfærd, får vi forkert adfærd. Det ved alle gode ledere og forældre.

HandicapPortal.dk

HandicapBarn.dk

HandicapForhold.dk

Ferie-Fritid

Nyhedsmail

Tilmeld vores e-mail Nyhedsbrev for at få øjeblikkelig opdatering når som helst

mod_eprivacy

EU e-Privacy Directive

This website uses cookies to manage authentication, navigation, and other functions. By using our website, you agree that we can place these types of cookies on your device.

View e-Privacy Directive Documents

You have declined cookies. This decision can be reversed.

You have allowed cookies to be placed on your computer. This decision can be reversed.