Bruno bliver sat til salg
Det sker bestemt ikke hver dag, at DR føder nye dukker, som også kommer ud i butikkerne som bamser og krammedyr.
I årevis er det navne som Kaj og Andrea, Anna og Lotte samt den nussede Georg, der har haft den ære, men på mandag lancerer DR Multimedie også den trodsige og selvstændige bjørn Bruno i DRs netbutik og flere legetøjsbutikker.
”Bruno har over 100.000 fans på Facebook, hvilket er et usædvanligt højt tal. Børnene kan godt lide, at han ikke kun er sød, men også fræk og antiautoritær. Og vi har fået rigtig mange henvendelser fra børn, der gerne vil have en Bruno-bamse at ligge i arm med,” forklarer redaktør for børn, Camilla Lyngbo Wolden-Ræthinge fra DR Multimedie, der samarbejder med legetøjsfirmaet Maki om udgivelsen.
Bruno blev født for seks år siden, og han er udviklet af Signe Lindkvist, Anders Lund Madsen og Karsten Andersen. Bruno startede som lågeåbner før og efter ’Bamses Julerejse i 2005’, og siden har han blandt andet optrådt på DR Ramasjang, i MGP, i Cirkus Summarum samt i serien ’Far, mor og Bjørn’. Senest har han fået eget tv-show, ’Brunos Kloshow’, på DR1 lørdag aften og flere gange om ugen på DR Ramasjang.
Det er skuespilleren Rasmus Bjerg, der er inden i Bruno, og som taler drevent jysk.
Er i strik ”Hvor figurer som for eksempel Kaj og Andrea henvender sig til små børn, er det de 7-10-årige, der er hovedmålgruppen her. Vi tror på, de synes, han er så sej, at de også vil have ham,” siger Camilla Lyngbo Wolden-Ræthinge.
I første omgang bliver Bruno udsendt i tre forskellige størrelser, han er udformet i strik, og han har blå overalls, nøglekæde, skind, lapper og klo som i tv-udgaven.
”Det har taget næsten halvandet år at udvikle bamserne, så de er kommet til at ligne Bruno helt præcist. Håbet er, at det bliver en DR-klassiker på linje med nogle af de andre dukker som alle kender,” forklarer Camilla Lyngbo Wolden-Ræthinge.
Overvejer flere figurer DR overvejer lige nu, om der er flere af DRs figurer, der ligeledes skal på markedet. Allerførst vil DR Multimedie lige se, hvordan det går med Bruno, hvis selvtilstrækkelighed aldrig har fejlet noget. For som han sagde i ’Cirkus Summarum’ sidste år: ”Alle kender Bruno, og dem, der ikke gør, kender ikke nogen, der er værd at kende…”