”Jeg er både stolt over og glad for, at vores børn og unge i psykiatrien fremover vil få besøg af en klovn, der kan lyse lidt op i en til tider ret trist tid,” siger sundhedsordfører Carolina Magdalene Maier (Å), efter det sammen med Socialdemokratiet, Radikale og SF er lykkedes Alternativet at sikre, at SATS-midlerne også støtter hospitalsklovne til børn og unge i psykiatrien.
Hospitalsklovne har i et stykke tid været en del af den psykosociale indsats til børn og unge på somatiske afdelinger. Som en del af forhandlingerne om midlerne i SATS-puljen er det lykkedes Alternativet at sikre, at børn og unge i psykiatrien også vil kunne se frem til at få besøg af en hospitalsklovn, fortæller Carolina Magdalene Maier: ”Der er stærke faglige begrundelser for hospitalsklovnene, idet de har en beviseligt positiv effekt for indlagte børn og unge – som jo ellers ikke nødvendigvis har meget sjov og glæde i hverdagen. Derfor er det umåde positivt, at vi er lykkedes med at sikre, at der fremover bliver investeret i ordningen i psykiatrien også,” siger Carolina Magdalene Maier.
Danske Hospitalsklovne har eksisteret i 11 år og består af ca. 30 klovne, der på landsplan bringer glæde og sjov ind i de indlagte børns liv. Danske Hospitalsklovne har desuden en fast samarbejdsaftale med Aarhus Universitetshospital, og det er der ifølge Carolina Magdalene Maier en god grund til: ”Det er småt med kultur i et sundhedsvæsen, der jo generelt er ramt af mange besparelser, som især er gået ud over det sundhedsfaglige personale, hvorfor denne her ordning giver virkelig god mening. Derfor er jeg også overmåde glad for, at vi nu gør en indsats, når vores børn bliver indlagt i psykiatrien,” siger hun og fortsætter: ”Medierne har jo før haft meget sjov med at udlægge os som et cirkusparti, og det bliver muligvis nemmere nu, men det skal ikke afholde os fra at gøre noget godt for børnene. Det er, som vi altid har sagt: Hvis det er gøgleri, der skal til, så er vi ikke for fine til det,” afslutter Carolina Magdalene Maier.
I dag er der ingen hospitalsklovnebesøg hos indlagte børn i psykiatrien, men faste ugentlige hospitalsklovnebesøg på alle landets somatiske børneafdelinger. Som led i en ligestilling af somatikken og psykiatrien bør børn, der slås med psykiske lidelser, have samme adgang til hospitalsklovnene. Danske hospitalsklovne er en landsdækkende forening, der har eksisteret siden 2013. Foreningen bygger på grundtanken om, at humor, latter og smil fremmer helbredelse. Der afsættes på den baggrund i alt 6,0 mio. kr. i perioden 2016-2019, hvoraf 5,5 mio. kr. afsættes til forsøg med hospitalsklovne på børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger og 0,5 mio. kr. til en evaluering senest ved afslutningen af projektperioden.