HPV-vaccinen blev indført i det danske børnevaccinationsprogram i 2009, siden er der et større antal unge piger som er blevet ramt af symptomer med træthed, smerter mm efter de er blevet vaccineret med HPV-vaccinen.
Vaccinen vurderes at yde effektiv beskyttelse mod bl.a. den type HPV-virus, der forårsager 70 % af tilfældene af livmoderhalskræft. De senere år har der imidlertid været stigende opmærksomhed på formodede bivirkninger ved vaccinen. Der er typisk tale om træthed, kronisk hovedpine, mavesmerter, svimmelhed, besvimelser og hukommelsesbesvær. Derfor er satspuljepartierne enige om at afsætte midler i en pulje, der kan udmøntes til forskning for at opnå større viden om en eventuel årsagssammenhæng mellem HPV-vaccinen og alvorlige bivirkninger som f.eks. POTS, kronisk træthedssyndrom etc. På denne baggrund afsættes 7 mio. kr. i perioden 2016-2018 til en pulje til forskningsprojekter om baggrunden for mulige, alvorlige bivirkninger ved HPV-vaccination.
En af dem, som har været med til at forhandle satspuljeaftalen på plads er sundhedsordfører for DF Liselott Blixt, som skriver på sin Facebook side "Nu skal der forskes i HPV-bivirkninger og sikres at det bliver af læger der er uafhængige af vaccineindustrien.
Vi har ved satspulje aftalen fået afsat 7 mio til forskning i mulige bivirkninger af HPV-vaccinen og det er med i aftalen at det skal være af læger, som er uafhængige af medicinalindustrien. Synkopecenteret bliver et af de steðer som vi skal sikre denne forskning. Det er netop her at man lagde mærke til at mange piger kom med de samme symptomer og hvor de fandt en række sammenhæng.
Jesper Mehlsen og Louise Brinth er netop to læger der har råbt op og udtalt sig på området, så det glæder mig bestemt at de nu kan forske i dette, sammen med en række forskere fra forskellige relevante sundhedsvidenskabelige områder.
De har allerede en række hypoteser og de har en mindre gruppe patienter som er undersøgt og som de forventer at være villige til at deltage i yderligere undersøgelser. De forventer derved at de hurtigt kan få et fingerpeg om hvilken retning de skal gå.
De havde ønsket 11 mio. - jeg skaffede 7 mio. Så var det at man kunne håbe at Sanofi gav det sidste af midlerne til denne gruppe. Del gerne, da vi så måske kunne nå ud til Sanofi og få de sidste 4 mio. Men uanset så kommer der nu gang i troværdig forskning."
Opslaget har medført en større diskussion på statussen hvor flere debatanter er bekymret for at Sanofi, der er producent af vaccinen, skal få indflydelse på forskningsresultaterne, hvis de også skal bidrage til den uafhængige forskning, der skal foretages på Synkopecenteret i tilknytning til Frederiksberg Hospital.
Synkopecenteret varetager udredning af patienter med faldepisoder, u varslede besvimelsestilfælde og vanskelig regulerbar hypertension, samt forskning i det autonome nervesystem.